En vedkommende nytårskomedie af Stine Pilgaard
Husk nu her på årets sidste nat, jeg er meget mer´ end Husumdad
Nørrebro Teater slutter 2024 af med et nytårsbrag af en succes.
Men da forestillingen, Hvorfor laver vi ikke et band?, spiller frem til den 25. januar, starter Nørrebro Teater også 2025 med overlegent overskud og en god grund til at finde ind i scenekunstens varme favntag.
Allerede ved indgangen, når man får udleveret et sanghæfte i bedste højskolestil, kan man mærke Stine Pilgaards tilstedeværelse og måde at fortælle historier på.
I marts måned blev forestillingen, En guide til en (lidt) lysere fremtid, sat op som en efterfølger til den nutidige popkomedie, Kunsten at være okay, der handlede om at føle sig ensom blandt mennesker. Begge var instrueret af Niels Erling og skrevet af Nanna Cecilie Bang, der også spiller med i denne forestilling. Men på mange måder føles Hvorfor laver vi ikke et band som en mere naturlig forlængelse af Kunsten at være okay, og det er virkelig ment positivt, for det var/er i mine øjne en af Nørrebro Teaters bedste forestillinger.
I denne humoristiske forestilling om at frygte fællesskabet og alligevel blive en del af noget, der er større end os selv, bliver mennesker igen skrællet ind til der, hvor kun undertøjet er tilbage, og også denne gang spejler vi os i vores mange vidunderlige fejl og mangler, der blot minder os endnu mere om, hvor fantastiske vi er.
Ikke mere sammenligning nu.
Alle kan gå ind for at se, Hvorfor laver vi ikke et band uden kendskab til de andre forestillinger.
Det er et værk i sin egen ret, og jeg svævede ud af teatret fyldt til randen med næstekærlighed.
Kaffekoppen fyldes med livets forudsigelighed
Klokken nærmer sig midnat, det er nytårsaften og en lille flok mennesker står og venter på bussen. Men den kommer ikke. Der midt i en blanding af krudtrøg og regnvejr falder de langsomt i snak.
Der er frisøren, der er blevet forladt af sin mand midt i en permanent, en kvinde, hvis mand er forsvundet i jagten på at koge det perfekte æg, præstekonen, der elsker alle der hedder Bent, en centervagt på vej til sin sidste arbejdsdag, verdens mest almindelige mand og psykologen, der føler sig som en øde ø, man kun kan komme til med en trækfærge.
På et tidspunkt i kampens hede bryder skuespiller Nanna Cecilie Bang igen den fjerde væg og siger til publikum, at hvad havde man egentlig også forventet, når nu man sætter en romanforfatter til at være dramatiker.
Det er selvfølgelig Stine Pilgaard selv, der har skrevet replikken, som en helgardering og måske knap så skjult undskyldning. Men vi får lige det, vi har brug for, og forfatteren har intet at frygte. Teksten er hele tiden knivskarp, og de små finurlige sætninger drysser ned over os som de fineste snefnug.
De medvirkende er gavmilde over for hinanden, og selv om der er nogen, der på grund af historiefortællingen fylder mere end andre, så føles det som en holdindsats uden hovedrolle og biroller. Alle glider ind og ud af hinandens fortælling, og instruktør Helle Rossing har iscenesat, så der hele tiden er fuld fart på.
Og kunderne de lyttede, for rollerne var byttede
Selv om der er 11 sange fordelt på ca. 2 timer og 10 minutter, er det ikke, og føles det heller ikke, som en teaterkoncert. Sangene er skrevet på eksisterende melodier som “Juletræet med sin pynt”, “Der er noget i luften” og “Tak for alt i det gamle år”. Det gør så, at de nye kringlede tekster sat ind i de i forvejen kringlede ældre melodier ofte bliver lidt af en prøvelse for de medvirkende.
Men på mange måder passer det hele sammen, for portrættet af de almindelige mennesker ved busstoppestedet bliver kun forstærket af, at det hele ikke forvandler sig til en fejlfri popkoncert.
Scenografien og kostumerne af Astrid Lynge Ottosen er for det meste farvefattige, og universet er minimalistisk. Det er i høj grad en forestilling, hvor rekvisitter har mere fokus end kulisser. Men man savner ikke mere at se på; der er rigeligt, og mere ville bare fjerne fokus fra teksten.
Hvis jeg havde muligheden, ville denne forestilling være en af dem, jeg gerne ville se flere gange. Der er så mange vedkommende øjeblikke og så mange vigtige ord og muligheder for at undersøge, hvem klokkerne i virkeligheden ringer for.
HVORFOR LAVER VI IKKE ET BAND? spiller fra 7. december til 25. januar 2025.
Nørrebro Teater. Varighed: 2 timer og 30 minutter inkl. Pause.
Medvirkende: Niels Skovgaard Andersen, Nanna Cecilie Bang, Stine Schrøder Jensen, Anders Mossling, Kirsten Olesen, Sara Fanta Traore, Olivia Westbjerg & Musiker Marianne Ernst Dam. Instruktion: Helle Rossing. Scenografi Og Kostumer: Astrid Lynge Ottosen, Dramatiker: Stine Pilgaard. Sangtekster: Stine Pilgaard. Lysdesign: Mia Jandje Willett. Lyddesign: Rune Abel. Musikalske Arrangører: Mille Mejer Djernæs Christensen Og Selina Gin. Videodesign: Christian Edvard Halberg. Manuskriptudvikler: Ann-Sofie Estrup Bertelsen.
