En lovende debut

I den polariserede verden vi lever i, i dag, bliver det også nærmest dagligt fremhævet og dyrket i medierne, hvordan forskellene mellem de større danske byer og ”udkantsdanmark” er som to forskellige verdener. Dette meget karikeret verdensbillede tager filmen, Hvor kragerne vender under kærlig behandling.

I filmen venner den unge forfatter Laura hjem til sin familie i anledning af sin brors bryllup. Hun stak nærmest af fra sin hjemstavn en ung alder, og har gjort et stort nummer ud af at lægge fortiden og landsbymentaliteten bag sig. Dette bliver understreget på mange forskellige, men også humoristiske måder undervejs i filmen. En af måderne filmen viser det, er bl.a. gennem hendes families forundring over, at hun har skiftet navn til Irina, ikke grundet en ny kønsidentitet, men bare fordi hun føler det bedre rummer hende.

Land og by
Som man kunne forvente, er meget af filmens drama funderet i konflikten mellem det meget enkle, ureflekteret landsbyliv, der støder sammen med den intellektuelle, men også meget navlepillende storbymentalitet. Og efterhånden som historien skrider frem, finder vi ud af, at tingene ikke er så firkantet, som man måske gik og troede i starten. Det er ikke ligefrem et revolutionerende budskab, når filmen postulerer, at mennesker ikke er fuldstændig endimensionale, men det fungerer nu alligevel meget, fundamentet for dette lille drama.

Når man har at gøre med et kammerspil som dette, er skuespillerne ekstremt vigtige, og de gør det også godt over en bred kam. Her er det særligt værd at fremhæve Adam Ild Rohweder, der gør det virkelig godt som den godhjertede, men ikke alt for skarpe bror.

Meget mere, er der egentlig ikke at skrive om Hvor kragerne vender. Som spillefilmsdebut for Lisa Jespersen, ser fremtiden positiv ud. For det er en sympatisk og vellavet film, der forsøger at bygge bro mellem to forskellige verdener, men man skal nok ikke forventende den helt store epokegørende filmoplevelse.