Endnu et auditivt mesterværk, men visuelt søvndyssende

Krzysztof Kieslowskis anden film i hans trilogi ”Frihed, Lighed og Broderskab” følger vi den polske mand Karol, som er midt i en hjerteskærende skilsmisse. Stadigt fuldstændigt besat af tanken om hans smukke (eks) kone finder han sig selv smidt på gaden med kun en gammel kuffert ved hånden. Karol møder heldigvis en landsfælle, som indvilger i at hjælpe ham tilbage til hjemlandet Polen. Og her viser en gammel kufferts sig for, at være alt man har brug for i opstarten af et nyt liv.

Ualmindelig kedsommelig.
Kieslowskis Hvid er på mange måder en humoristisk, sørgelig og dramatisk fortælling om livet, kærligheden og friheden. Men samtidig er den på mange måder også virkelig kedelig. Den slags må man nok ikke ytre om Kieslowskis værker, men ikke desto mindre var det min oplevelse. Jo vist er skuespillet selvfølgeligt virkelig godt, musikken fantastisk og scenerne interessante, men hold nu op hvor er historien langtrukken – og underlig, hvilket næsten siger sig selv.

Jeg følte mig hverken fortryllet, mærket eller bare det mindste berørt af filmen. Ikke som jeg gjorde, da jeg så Blå. Filmen havde, meget passende, et hvidt slør henover sig, som aldrig rigtig forsvandt og gjorde alting lidt kedeligere og lidt mere fjernt. Jeg har hørt mange sige, at Blå er den bedste af de tre film, og hvis Rød følger den samme tendens som den her, så må jeg blive nødt til at give dem ret.

Som en mindre indrømmelse må jeg da også understrege, at mine forventninger var helt i top efter, at jeg havde set Kieslowskis første film, og det kan vel at mærke sagtens have en effekt på mit syn.

Men i sidste ende er der ikke mere at sige end, at Hvid er en film man kan nyde med lukkede øjne, for den er fuld af fantastisk musik, men det der udspiller sig visuelt er utroligt kedeligt. Filmen får derfor fire stjerner af mig, fordi den trods alt er godt instrueret, skuespillet er godt, og musikken som sagt er fantastisk.