Alt andet end fun and games
Tag jer ikke af surdejen
Den ellers altid driftssikre hest har været hårdt ramt, lige siden bladene begyndte at falde af træerne.
Forestillingen er flere gange blevet aflyst på grund af sygdom, men hesten blev heldigvis ikke i stalden længe, og der er udsolgt helt frem til sidste runde i savsmulden den 26. oktober.
Egentligt er det bemærkelsesværdigt. Tag ikke fejl, jeg ønsker da, at teatret spiller for fulde huse, men at så mange mennesker har et behov for at udsætte sig selv for så meget galde og indebrændt ærgrelse, ikke bare i en skarp fortælling på 60 minutter, men som medløber i et masterclass-maraton i bitterhed, med en varighed på 3 timer og 15 minutter, stiller flere spørgsmål til publikum end til forestillingen.
Måske er det sammenligneligt med luksusfælden. Det er en nødvendighed at glæde sig over, at andre har ødelagt deres eget liv på en mere destruktiv måde end en selv. Så behøver man ikke at have det så skidt over, at ens egen båd sejler rundt uden kompas, bare der er nogle, der kæmper i flere og højere bølger.
Sådan leger man grill gæsterne
Det midaldrende ægtepar Martha og George har levet og gemt sig bag de akademiske, følelseskolde universitetsmure for længe. Her har de, mens verden har været i krig, opfundet deres egen krig, bygget på kedsomhed ud fra den realitet, at selv om de selv synes, de er vigtige, så er de ligegyldige. Deres behov for at være øverst i en elitær fødekæde har for længst overskygget det, der engang var kærlighed.
Det unge nygifte par Nick og Honey er blevet inviteret hjem i løvehulen, og her bliver nat til morgen, før de slipper fri igen. Her skal de være vidne til og selv deltage i djævledansen.
Der er ikke nogen tvivl om, at Edward Albees Hvem er bange for Virginia Woolf? er en af de dramatiske tekster, som vil blive fundet frem igen og igen. Men hvorfor ved jeg efterhånden ikke? Der er en masse at tale om efterfølgende, når det kommer til tiden, teksten er skabt i. Kvindesyn, etikette, social arv, akademisk distance, ægteskabet som institution – listen kan blive ved, men at påstå, for det gør teatret selv, at teksten må være dramatikkens største hyldest til kærligheden, kan jeg ikke se. Men selve opsættelsen er glimrende.
Iben Hjejle er, for at bruge et sportsudtryk, den quarterback, man bygger et hold omkring. Man skal så huske at afstemme det hold, så alle spiller hinanden lige gode. Det var ikke helt tilfældet denne aften, men Jakob Cedergren kom langsomt efter det, og hans portræt af George nåede at blive aldeles sympatisk. Både Lue Støvelbæk og Marie Reuther gjorde det godt, men set fra en publikumsvinkel her i 2024, bruger man meget tid på at undre sig over, hvorfor det unge par ikke bare siger tak for i aften og går. Ingen ville udsætte sig selv eller sin partner for en nat, som den forestilling beskriver, medmindre en tornado tvang dem til at blive indendørs.
For at hjælpe os ned i teksten er manuskriptet med på scenen til at begynde med. Der bliver læst mere op end spillet, indtil vi er gledet over på den anden side og ned i historien. Manuskriptet kommer så frem igen, når forestillingen skal til at binde knude på det hele, men bliver så lagt væk igen for at give plads til en scene mere. Et spændende forsøg, men unødvendigt.
Ligeledes ville jeg ønske, at man kunne skære alle de gange, de skal sige hinandens navne højt væk. Vi ved godt, hvem de er, og det ved de også selv, så hvorfor skal de sige navnet på den, de taler til, konstant? Hvem gør det?
Scenografien er dejlig. Man får lyst til at være i den stue. Ironisk, at man føler sådan en varme, når dem, der bor der, er så aldeles forfærdelige mennesker.
Sidste år var det Lars Noréns ægteskabsdrama, Sandhed og konsekvens, som trak publikum med ned i en af helvedes cirkler, hvor man også her kunne svine hinanden til uden at blive holdt til regnskab efterfølgende.
Hvad er det med den stakkels hest og al den ondskab?
EDWARD ALBEES HVEM ER BANGE FOR VIRGINIA WOOLF? spiller fra 14. september til 26. oktober 2024. På Teatret ved Sorte Hest. Varighed: Ca. 3 timer og 15 min. inkl. 2 pauser
Medvirkende: Iben Hjejle, Jakob Cedergren, Marie Reuther, Lue Støvelbæk. Manuskript: Edward Albee. Iscenesættelse: Maria Vinterberg. Scenografi og kostumer: Marianne Nilsson. Lysdesigner: Bjarne Olsen. Skræddersal: Mikael Jensen. Oversættelse: Madame Nielsen. Fotograf: Robin Skjoldborg.
