Det ultimative epos over verdens flygtningekrise
I dokumentaren Human Flow, har kinesiske Ai Weiwei lavet en film, der handler om den globale flygtningekrise. Han har på bare et enkelt år rejst rundt og optaget filmen i 23 forskellige lande, for virkelig at demonstrere, at flygtningestrømmene ikke er isoleret til få lande i Mellemøsten, men er et globalt fænomen. Som filmen selv lægger ud med at sige, så er der nu over 65 millioner mennesker på flugt i dag, og det er det største antal i menneskehedens historie.
Verdens flygtninge
De fleste film, der forsøger at bearbejde et sørgmodigt emne, er ikke bange for at spille så meget på vores følelser, at strygersektionen overdøver selve emne. Denne tilgang fungerer rigtig godt, hvis man taler til de allerede indviet, men det er en lige så sikker garanti for, at ingen udenfor kommer til at forstå ens perspektiv.
Weiwei har derfor løst problemet ved, at han som filmskaber ikke forsøger at tvinge os til tårer. Med undtagelse af meget få scener, så er filmen overraskende observerende. Weiwei kan selvfølgelig ikke unde sig for at komme med en morale til slut, men det skal ikke besudle resten af filmen, som ikke er skyggen af at være didaktisk og bedrevidende, selvom det er så nemt at ophøje sig over dem, som ikke forstår situationen.
Ud fra denne tilgang opstår der også en uforudset poesi i den maleriske rejse henover Jorden. Det er tragisk at se, hvordan milliarder af mennesker bliver ofre for egoismen og idiotiet blandt de få på toppen, men samtidig er det også utroligt opløftende at se, hvordan folk alligevel rummer viljen til at finde en bedre tilværelse. Det er den menneskelige ånd, der bliver dokumenteret her, og det er smukt at se sammenholdet blandt menneskerne på flugt, med den flotte natur som kulisse, også selvom det i sidste ende er en skrue uden ende.
Weiwei har ikke en løsning på problemet, men årsagen er himmelråbende klar.
Human Flow er så altomfattende en dokumentar, der beskriver og dokumenterer flygtningeproblemet så klart og tydeligt, at den fuldstændig ligegyldiggøre alle andre dokumentarer på området. Filmen burde være en del af pensum i skoleundervisningen, for jeg kan garantere, at efter man har set den, vil selv den mest fremmedfjendske person have en smule mere forståelse for folk på flugt – måske endda også Inger Støjberg.
- Release Date: 11/9/2017