En smuk film om en smuk mand, der spillede smuk musik.

Filmen omhandler jazzikonet Hugo Rasmussens sidste tid, inden han, højt elsket og værdsat af familie og venner, tog sin endelige afsked. På en utrolig personlig og veludført måde skildres Hugo Rasmussen, som en livsglad, genial og kærlig mand. Med en lyst til livet og en kærlighed til musikken end ikke kræften kunne hamle helt op med.

I en blanding af arbejde med fantastiske rytmer og stille støvede hverdagsstunder, følger vi manden, Danmarks for sin tids største jazzikon, mens han langsomt og møjsommeligt, med fingrende dansende henover kontrabassens strenge, tager sin afsked med hans største kærlighed nemlig musikken, og dem han har kært.

Musikken var hans liv.
Denne korte historie, om et langt og stort liv, fanger og fortryller seeren hundrede procent. Den er så personlig, både fordi den er filmet, som den er, men også fordi Hugo Rasmussen er som en gammel ven, hvis selskab man får lov at nyde en sidste gang.

Uden at være følelsespornografisk eller dramatiseret viser filmen livet og det dertilhørende. Og selvom stemningen hele tiden er munter og rar, så kan man alligevel ikke undgå at fælde en tåre sammen med de pårørende, da Hugo Rasmussen drager sit sidste suk.

På trods af, at det er en novellefilm, så er den helt sikkert værd at se – især hvis man godt kan lide lidt lækker og velspillede jazzrytmer. For dem er der mange af, og det hænger så fint sammen med, at jazzen og musikken i sin helhed var det, Hugo Rasmussen mente, holdte ham i live, meget længere end lægerne havde forudset.

En personlig og veludført hilsen til legenden, en film som både formår at hædre hans minde, men også give alle os der ikke kendte til ham eller musikken, en lille smag på hvilket dejligt menneske og fantastisk talent han var.

Derfor får Hugo På Bas selvfølgelig seks stjerner.