En malerisk overture med en sukkersød historie.

I den første Hotel Transylvania blev Dracula sat på den største prøve i hans liv, da han skulle lære at leve i harmoni med mennesker, i stedet for at skræmme dem fra hvid og sans. I efterfølgeren kommer den problematik helt ind på livet, da Draculas datter Mavis og mennesket Jonathan er blevet gift og har fået drengen Dennis. Dennis ser dog ikke ud til at være en vampyr, og det er noget som Dracula for enhver pris må løse – og helst inden for halvanden time.

Det er ikke nogen nytænkende historie, og fortællingens morale er også en man bliver slået i hovedet med lidt for mange gange. Jeg har slet ikke tal på, hvor mange gange de siger det er acceptabelt at være anderledes. Det er sukkersødt, dejligt og alt muligt, men nogen dybere mening skal man lede længe efter.

Masser af visuel bravur.
Historien bliver dog hovedsagelig brugt som en undskyldning for at male med den kunstneriske pensel. Jeg er måske forudindtaget, fordi jeg allerede er en stor fan af instruktør Genndy Tartakovsky (Dexters laboratorie), men animationen er ikke bare levende og energisk, den er også en fryd for øjet.

Alt for ofte ender de computergenerede animationsfilm med at være for sterile og plastikagtige, men Tartakovskys baggrund som tegner skinner virkelig igennem, hver eneste gang der skal fortælles noget visuelt eller skabes fysisk komik. Karaktererne bliver sjovt nok levende, netop fordi de bryder ud af de stramme animationskonventioner. Der er simpelthen så meget åbenlys skaberglæde i figurernes bevægelser og deres omgivelser, at man ikke kan lade være med at blive glade, når man ser det store spektakel udfolde sig på skærmen.

Hotel Transylvania 2 er måske ikke den dybeste film, men det er en flot film, der hele tiden har et legene glimt i øjet. Vi bliver slået i hovedet med moralen om, at acceptere hinanden for dem vi er, selvom det ikke altid er det vi havde ønsket os, lidt for mange gange. Men det hele bliver dog vejet op af en fantastisk visuel fortælling, der emmer af legesyg tegneseriemagi, som vi alt for sjældent ser i dag.