Kun det bedste er godt nok
Det går op og det går ned. Men det går ikke op.
Så er der igen kabaret i Riddersalen, når holdet fra sidste års Jolly Weltschmerz, sammen med et par nye ansigter, stiller skarpt på den ensomhed, der følger med, når kun det bedste er godt nok.
Mange af os, måske de fleste af os, er verdensmestre i at sætte os selv i en position, hvor intet er godt nok. Lige meget hvor meget vi prøver, øver, gør, aftaler og beslutter, så stiller vi os ved en selvopfunden målestok, der på forhånd er lavet til at vise os, at vi er dumpet.
En efter en forlader de medvirkende salen, da det ikke er muligt at finde trygheden i gruppen, men kun være ægte sårbar i sin ensomhed. Her får vi de inderste tanker at se via videoprojektion, som var vi med i den private skriftestol, vi alle er i besiddelse af.
Der bliver lagt hårdt ud med ”O Fortuna,” som efterhånden er de store stadion rockkoncerters fortrukne åbning, og hvis dette års kabaret virkelig mener, at kun det bedste er godt nok, ja så kan det vel heller ikke være anderledes. Klagen over Fortuna, skæbnen, der styrer os alle, bliver til en hyldest til sperma og vulva. For ifølge Charlotte Munksø, Trine Wisbech, og især Mette K. Madsen, som har skrevet de fleste tekster, skal vi nemlig huske på, at vi er de heldigste mennesker i verden.
Det budskab, sammen med “I can do whatever I want” er omdrejningspunktet for forestillingens portræt af den samfundsopdragelse, de sidste par generationer er blevet flasket op med.
Troen på, at du kan gøre og bliver hvem og hvad du vil. Du skal bare arbejde hårdt nok for det, så skal det hele nok lykkes. Men gør det, det? Lykkes det?
Er der nogen?
De medvirkende har ens sorte parykker på og med kostumer, der ligner en blanding af David Lynch indspilningen af Dune tilbage fra 1984 og et goth techno rave under en bro i Hamborg i 1994, må udtrykket ses som værende dystopisk, uden at det bliver bekræftet. Men flere steder i teksterne synes dette tema også at fylde mere og mere som aftenen skrider frem.
Langsomt, men sikkert handler det lige så meget om verdens tilstand, men “You can do whatever you want.” Her er det gendigtningen af Tom Waits’ sangen ”I don´t wanna grow op,” der bedst forener forestillingen med sit publikum. Her kommer kabaretstemningen til syne.
Men der, hvor første del, på meget vellykket vis, får opbygget en stemning af ironisk tryghed, går anden del hen og skifter spor, og med sin løftede og alvorlige moralske pegefinger sidder et ambivalent publikum tilbage mellem to stole.
Er det i orden, at vi griner lidt af os selv og den perfektionisme vi spejler os i, eller skal vi på gaden med malede skilte og kræve, ja hvad er det, vi skal kræve? At vi insisterer på at ville hinanden?
Hvor den tilbagevendende scene, ”Smørhul”, sidste år ramte salen som en mavepuster, er der ikke samme knockout i år, og det er virkelig ærgerligt, for der er masser af guldkorn i detaljerne.
Insta, Insta, Vulva, Shampoo
Der bliver spillet på harmonika, banjo og alt tænkeligt slagtøj. Den gamle og altid flotte sal er igen gjort kabaretklar ved at stille små caféborde på gulvet, hvor man i det dæmpede lys kan sidde med sine drikkevarer. Scenografien er lidt mere Staatliches Bauhaus denne gang. Det er en smule for minimalistisk, men Riddersalen er stadig det helt rigtige sted til en moderne kabaret.
Hopla. Bravo. Skifter spiller fra 5. april til 18. maj 2024. Riddersalen.
Varigheden ca. 1 time og 30 minutter inkl. pause.
Medvirkende: Mette K. Madsen, Jens Gotthelf, Karin Bang Heinemeier, Michael Slebsager. Idé & manuskript: Mette K. Madsen, Charlotte Munksø, Trine Wisbech. Instruktion: Charlotte Munksø. Musiker: Thomas Dinesen. Scenograf: Catia Hauberg Engel.
