Ærlig og rørende biografterapi fra Shia LaBeouf

Shia LaBeouf har været lidt igennem. Talentet har altid været der, men det er dog ikke det, som trak overskrifter, da han til Berlin Filmfestivalen i 2014 valgte at skride fra et pressemøde og derefter iførte sig en pose over sit hoved med ordene ”I am not famous anymore”. Alle mente, at Shia LaBeouf var gået fra forstanden. Og efter at have set hans selvbiografiske film Honey Boy, er det et mirakel, at han er kommet helskinnet igennem livet.

Filmen er baseret på LaBeouf egne oplevelser som barneskuespiller. I 2005 følger vi Otis, den 22-årig fordrukne skuespiller, der havner i rehab og skal reflektere over forholdet til sin far. Tilbage i 1995 bor Otis sammen med sin mentalt ustabile far, James, på et udslidt motel udenfor byen. Det er langt væk fra Otis’ glamourøse liv som barneskuespiller, og dette omstridte far og søn-forhold er kernen i filmen, og ikke mindst Otis’ problemer i voksenlivet.

Forrygende LaBeouf
Shia LaBeouf må siges at være en meget modig skuespiller. Ikke blot har det været smertefuld terapi at skrive dette manuskript, men han vælger også selv at indtage rollen som sin far – en tørlagt alkoholiker og tidligere rodeoklovn, som næsten er jaloux på sin egen søns succes. Faren fejlede selv og hans bitterhed går ud af den unge Otis. Dog har LaBeouf ikke valgt at spille faren fordømmende, og hans portræt bliver mere et billede af en følsom mand med psykiske problemer. Et meget rørende og modigt valgt af en mand, som har svigtet ham gentagende gange.

Filmen prøver aldrig at være fordømmende. Selv Lucas Hedges er god i rollen som den 22-årige Otis, der ikke kan styrke sit temperament i terapisessionerne, men bag vreden ligger også den sociale arv, der er gået igennem fra generation til generation. Man kan simpelthen ikke dømme disse mænd, og derfor må filmen anses som en accept af sig selv og den ultimative tilgivelse.

Poesi i helingsprocessen
Ligesom livet er filmen både fyldt med sorg og ironi. Instruktøren Alma Har’el bringer menneskerne frem i de skæve og traumatiserende individer, og giver dem den erkendelse, som vi alle hungers efter.

Honey Boy er en af Shia LaBeoufs bedste og rørende præstationer til dato. Filmen bliver nærmest poesi med det glamourøse Hollywood liv i kontrast til det hårde udkantsbyliv. LaBeouf er aldrig fordømmende, men mest af alt tilgivende.