Hold så kæft Lars!

Kategori Teater af - september 04, 2024
Hold så kæft Lars!

En komisk tragedie om depression

Oregano. Oregano. Oregano.
Lars skal alt andet end at holde sin kæft, og det gør han heldigvis heller ikke. Men lige som i den virkelige verden, er den eneste, der ikke vil hjælpe Liv, som er gidsel i sin egen depression, Liv selv. Liv skal leve, men det vil hun ikke, hun vil flygte fra tomheden, og det er her Lars kommer ind i billedet.

Det, der skulle have været et engangsknald, bliver til et ugelangt bollemaraton kun afbrudt af alt godt fra det italienske køkken blandet sammen med en masse ironi og sarkasme. Lars bliver hængende, hvilket er svært at forstå, for Liv gør, alt hvad hun kan for at skubbe ham væk. Der er fuld fart på replikkerne, som var de skrevet til en komedieserie og den farlige leg med at bruge humor til at sætte fokus på psykisk sygdom virker.

Det lyder måske plat og upassende, når der er tale om noget så alvorligt som en forestilling om depression og alt det forfærdelige uforstående mørke, der følger med. Men Mette Søndergaard Nielsens tekst slipper langt hen ad vejen af sted med at underholde samtidig med, at der bliver tegnet et meget præcist og skarpt billede af sygdommen.

Forestillingens eneste, men også største problem er, at når man fodrer sit publikum med sukker, er det svært at tale om salt. Dialogen er noget af det bedste, der er skrevet, som jeg har oplevet i dansk dramatik meget længe. Det er virkelig skarpt, men når forestillingen pludselig tipper over i et eftertænksomt og dybt hjørne, flyver det over publikum, der pænt sidder og venter til, det bliver sjovt igen. Ikke fordi publikum er apatiske, men de er så godt underholdt og fastlåst i en skabt genre, der pludselig insisterer på at være noget andet.

Vi kunne lave en lasagne sammen
Mette Søndergaard Nielsen og Anders Budde er de eneste to skuespillere på scenen, men der er heller ikke brug for mere. Anders Budde spiller Lars i den grimme jakke fra Herlev. En psykologistuderende, der bliver forelsket og på rekordtid må se sine akademiske tanker blive skyllet ud med badevandet. Mimikken er på kanten til det fjollede, men godt balanceret med Mette Søndergaard Nielsen, der, gennem de 90 minutter, bliver mere og mere fanget i sin egen ironiske distance til virkeligheden. Man er aldrig i tvivl, om den byrde og vægt depressionen har på karakteren Liv.

Men den største bedrift er Anders Buddes karakterarbejde, når det kommer til den gentagende birolle som psykiater. Det er skræmmende at opleve den på samme tid afstand, sammenblanding af privatliv og misforstående professionalisme til patienten blandet sammen med en tabt tro på det system, han selv er en del af.

Tekstarbejdet her er heller ikke til at tage fejl af. Mette Søndergaard Nielsen ved, hvilke dramaturgiske knapper der skal drejes på, når psykiateren taler om, at konen selv har syet sejl til båden.

Begge skuespillere formår at skabe andet og mere end sjov dialog. Der er masser af dybde og detaljer at finde og opleve. Men du skal som publikum være forberedt på at hoppe med frem og tilbage mellem lys og mørke.

Jeg sover ikke så godt for tiden, skriver du ikke en lap til mig
Forestillingen starter med, at Liv og Lars mødes. Men som publikum savner jeg begyndelsen på depressionen. Den er hovedpersonen, men vi ved ikke, hvordan den er opstået. Her havde der været en oplagt mulighed for at italesætte grunden, eller for de fleste den manglende grund til, hvorfor mørket har tvunget sig adgang og nægter at forlade den syge igen.

Der kommer lidt igennem forestillingen, men der er ikke nok brikker til at se hele puslespillet.

Det lyder forkert at skrive, at det var godt at se så mange fra salen græde efter tæppefald. Men da jeg forlod salen, var det med en ægte bekymring for, at Hold så kæft Lars! var sovset ind i for mange kontraster, som havde druknet et ellers nødvendigt emne og spørgsmål. Men her stod vi så alle sammen med våde øjne og åbne hjerter.

Scenografien er minimalistisk og med god grund. Hold så kæft Lars! tager på turne rundt i landet. Men lidt mere end en enkelt sofa havde været rart.


HOLD SÅ KÆFT LARS! spiller fra 31. august til 21. september 2024. På Aveny-T

Varigheden er ca. 90 minutter. Ingen pause.
Kulturhus Kappelborg, Skagen 24. september
Teatret Svalegangen, Aarhus 26. – 28. september
Magasinet, Odense 1. – 2. oktober
Mungo Park, Allerød 4. – 7. oktober
Bøgestrømmen Vordingborg 9. oktober
Nørregade Teatret, Maribo 21. oktober
Koldings Egnsteater, Kolding 22. oktober
Team Teatret, Herning 23. – 26. oktober


Medvirkende: Mette Søndergaard Nielsen, Anders Budde. Tekst: Mette Søndergaard Nielsen. Iscenesættelse: Heinrich Christensen. Scenografi: Lisbeth Burian. Lysdesign: Raphael Solholm. Komponist / Lyddesign: Mikkel Grevsen. Producent: Karina Dichov-Lund Og Aveny-T. Fotograf/Klipper: Jacob Østergaard Johansson. Grafiker: Louis Montes.  Pressefotos: Emil Indiana Holm.

Skrevet af
Bo Dalum, far til film og tv som klipper. Romanforfatter med tendens til armsvingende udbrud af protestdigte, iført usynlig retfærdighedsuniform med dinglende sildesalat optjent på baggrund af evig undren over menneskers opførsel.
Kommentarer er lukket.