En rolig film om en urolig verden
Hjortestien er en hyldest til livet i naturen, men selvfølgelig ikke uden at rumme de vanlige japanske fortælletraditioner. Filmen udspiller sig i den idylliske landsby Mizubiki og den nærliggende skov, beliggende et par timer uden for Tokyo. Her lever altmuligmanden Takumi og indbyggerne i harmoni med naturen. Freden varer dog ikke ved, for da et firma fra Tokyo vil etablere en luksus-campingplads i landsbyen, det man kalder for glamping, trues den delikate balance. Den sædvanlige japanske høflighed til trods, er modstanden mod kapitalisternes planer stor, og på autentisk uforbeholden maner udlægges de spændinger på elegant vis.
En trussel i slow-motion
Historietempoet er sænket fuldstændig. Vi starter med at se optagelser af skoven nedefra og op, og så er scenen ellers sat til en film, hvor billederne prioriteres over dialogen. Når kameraets blik endelig fjernes fra naturen, oplever vi tilværelsen for en gruppe menneske ude på landet i Japan, der er selvforsynende og lever i balance med naturen. Der sker ikke meget ud over det sædvanlige, hvor ikke bare trygheden findes i den mennesketomme idyl, men også meningen med livet opnås gennem alle de mange ordinære hverdagsrutiner. Havde det ikke været for kapitalens indtræden i plottet, kunne man meget let tro, at dette var en dokumentar; så afmålt er fortællestilen.
Meget er usagt, og overlades til øjet, der beskuer det. Hvorfor er Takumi så distræt, at han altid glemmer at hente sin datter fra skolen, når han ellers lever et så autentisk liv i balance med naturen, og hvorfor skal der bygges en campingplads midt i en hjortesti, så man ikke kan se den natur, der ellers bliver efterspurgt, er bare nogle af de spørgsmål, der forbliver ufortalt.
Hvad man dog ikke sætter spørgsmålstegn ved, er det visuelle udtryk. Cinematografien er en fryd for øjet, og det rolige tempo er ikke bare med til at understrege naturens tankefulde ro, men også den traume civilisationen udgør for de omgivelser, vi som mennesker ellers er glade for at stille på en piedestal.
Hjortestien er den type film, man føler sig nærmest påduttet at skulle elske som filmanmelder. Hvem elsker ikke filmskabere, der gør lystig brug af mise-en-scene til at fremmane en stemning og fortælle sin historie. Alligevel må jeg også blankt erkende, at øjenlågene til tider blev noget tunge. Filmen har unægtelig sin egen charme og slipper godt af sted med hovedsageligt utrænede skuespillere, men kombineret med det spartanske manuskript, venter man lidt for længe på en fortælling, hvis handling kun fjerne fokus fra det, der fungerer allerbedst, skildringen af den ukomplicerede ro i en verden, der bliver stadig mere kompliceret.
