En overraskende fornøjelig oplevelse
Hit Man er noget af en spøjs, men ikke desto mindre meget underholdende oplevelse. I en sjælden skæv blanding mellem romantisk komedie og spænding, som vi kender den fra krimigenren, møder vi Gary Johnson (Glen Powell). Gary er professor i New Orleans, men er god til elektronik og bijobber derfor som tekniker for politiet og del af et team, der fanger folk, som forsøger at hyre en lejemorder.
En dag går det dog ikke helt som forventet, og inden han ved er det, er det pludselig ham, der går undercover som ”hitman” for politiet. De mange muligheder for at skifte personlighed tiltaler den noget generte Gary, så der går ikke længe, før tingene går som smurt. Det er dog indtil han møder Madison (Adria Arjona), der gerne vil hyre ham til at dræbe sin voldelige mand. Hyret bliver han dog ikke, og Madison bliver ej heller smidt i fængsel, i stedet ender deres mødet som et sødt, men også absurd meet-cute, der på mange måder indkapsler filmen som helhed.
Det slår gnister mellem Glen Powell og Adria Arjona
Resten af tiden bliver hovedsageligt brugt i selskab med Gary og Madison, og selvom deres forhold er bygget på en løgn, slår det alligevel ægte gnister, når de er sammen. Det hjælper selvfølgelig meget på det, at Adria Arjona er enormt elskværdig som den sårbare Madison, der ikke bare genfinder sin selvsikkerhed og styrke, men også ender med at være mere kompliceret, end noget så banalt som en skønjomfru i nød. Så man har ikke svært ved at forstå, hvorfor Gary holder fast i en løgn, som alle og enhver ved ikke kan holde i længden.
Glen Powell, der også er medforfatter på manuskriptet, viser sig også godt frem i hovedrollen. Der er ingen tvivl om, at han haft det sjovt med at klæde sig ud i de mange undercoversekvenser, og dikotomien mellem Gary og den person som Madison er tiltrukket af. De to skuespillere har med andre ord en virkelig god kemi, og det er en fornøjelse at tilbringe to timer sammen med dem, selvom de begge viser sig at være skøre på den sjove måde.
Fuld af personlighed
For filmens største overraskelser kommer ikke i form af et brud med genrekonventionerne eller en pludselig meget dramatisk afslutning. I stedet er det balancen mellem den underliggende mørke humor og de mange romantiske scener, der gør filmen til noget særligt. Det er hverken en hylende morsom komedie eller et højspændt drama, men mere en blanding af de to, og selvom det slet ikke burde fungere, så gør det, og skaber en oplevelse, der vel bedst kan beskrives som, hvis smooth jazz var en film.
Alt i alt er Hit Man en film, der ikke burde virke, men alligevel gør det. Den er overraskende, underholdende, morsom og vigtigst af alt, så har den en personlighed, som man meget sjældent ser i moderne film. Slutproduktet er måske lidt skævt, med grove kanter og et par løse plottråde, men det hele går op i en højere enhed, fordi man kan mærke, at filmen er lavet af rigtige mennesker – og den charme er uvurderlig.
Om det er Richard Linklater i instruktørstolen, det skøre manuskript eller kemien mellem Glen Powell og Adria Arjona, der skal have æren, er ikke til at sige, men det er i hvert fald en film, som er værd at give en chance.
