Skovterapeutisk klimasatire

Skal vi grine, skal vi græde, skal vi råbe eller give op?
Andrea er brændt sammen. Hun har meldt sig ud af det hele. Skylden har sat sig i marv og ben, alt håb er ude, og det bedste man kan gøre er ingenting og blive til kompost.

Men Andreas’ bror deler ikke det apokalyptiske verdenssyn, og i en lang række af forsøg på at få sin søster ud af sin klimaskam, har han hyret revl og krat, og nu en skuespiller, til at få hende på ret køl igen.

Forestillingen Historien om mig har med tekst af Vivian Nielsen og instruktion af Niels Erling taget en beslutning om, at alt er meta. Skuespillerne bruger deres egne navne, vi er alle sammen fra start blevet gjort opmærksom på, at den fjerde væg er brudt og aldrig bliver sat op igen. Hvis vi et øjeblik glemmer det, fordi der er noget i teksten, der lykkedes og faktisk har noget på hjerte, så skal vi nok blive mindet om det sekundet efter.

Det er måske ment som en slags invitation til samhørighed og passiv inddragelse, men spænder for det meste ben for fremdriften og fordybelsen.

Jo, det er sjovt at vise og bruge Trine Pallesens medvirken i Rejseholdet, men til hvad? Hvad skal det bruges til i en forestilling, hvor publikum har købt billet, fordi de har brug for noget at spejle sig i, når det kommer til noget så dommedagstruende som klodens undergang grundet klimaforandringer?

Mange guldkorn og smukke billeder tegnet med ord
Vi bliver nødt til at grine af det, for ellers bliver det for hårdt. Forestillingen undgår heldigvis løftede pegefingre, men efterlader sit publikum uforløste. I de første 10 minutter er det hele meget genkendeligt, og det er sjovt, at Andrea opfører sig som en voksenbaby, der ikke kan tales til fornuft. Men fremdriften er for langsom og i stedet for udvikling, får vi en forløsning, der er alt andet end forløsende.

Men det er samtidig det smukke ved det. Hvis man ser på teksten med filosofibrillerne på, er der mange guldkorn og smukke billeder tegnet med ord, men det er svært at få det hele med, for forestillingen sætter sig mellem ikke bare to, men flere genrestole, og publikum har svært ved at afkode præmissen i det spor, der fortælles i, inden der skiftes til et andet spor.

Skal vi grine, skal vi græde, skal vi råbe eller give op?

De to skuespillere gør det fremragende. Det er virkelig godt spillet. Der er brudstykker, som vækker håbet, der er øjeblikke, der perfekt beskriver vores mentale tilstand, men rammefortællingens mange veje at køre på står i vejen.

Pludselig er det ikke så meget verdens klimatilstand, men mere forholdet til en bror, en fraværende mor, en familie, der uønsket dyrker ensomhed, og en købsafhængighed, der er skyld i sortsindet.

Alt sammen vigtigt og værd at se og tale om, men var det ikke en klimasatire?

Mennesker har generalt svært ved at holde med og holde af andre, der er sure og trodsige hele tiden. Derfor er det også anstrængende i længden at lede efter og holde fast i de små frø af håb, der bliver sået, når karakteren Andrea konstant er sur på alt og alle.

MEN er målet alene at skræmme os, ved at vise os den fremtid, alle ikke vil se, SÅ er forestillingen lykkedes.

Et sprog, der taler mere til en ældre end en ung generation
Scenografi, lyd og lys tegner på minimalistisk vis et flot billede, der komplementerer emnet.

Visuelt er der intet at savne med sin kontrapunktiske følelse af wellness, der sætter scenen for den stakkels Andrea.

Historien om mig er nok ikke kun skrevet til 68-generationen, men det var det publikum, der på dagen fik mest ud af forestillingen. Det var også tydeligt skrevet af en, der i sit sprog og formuleringer er tæt på den generation.

Generation Z, også kaldet zoomers, sad med de samme spørgsmål, uafklarede følelser og holdninger efter forestillingen som før. Hvilket ikke er en bebrejdelse, for hvem har i virkeligheden svar på de klimaspørgsmål, som der ellers så desperat er brug for svar og handling på?

Historien om mig spiller indtil den 14. maj på Teater V, og du skal gå ind og se den, hvis du har brug for en allieret at rase ud sammen med.

Historien om mig spiller fra 03. maj til 14. maj 2023. På Teater V.
Varigheden er ca. 90 minutter uden pause.

Medvirkende: Andrea Øst Birkkjær, Trine Pallesen. Instruktør: Niels Erling. Scenograf: Mikkel Rostrup. Lysdesigner: Henrik Sloth. Lyddesigner: Anton Bast. Dramatiker og forfatter: Vivian Nielsen. Producent: Teatret Svalegangen. Co-producent: PowerAct. Foto: Creative Zoo, Montgomery.