Efter USA har fjernet deres handelsblokade på Cuba, er det meget passende, at vi bliver inviteret til at tilbringe en aften, på en fredfyldt tagterrasse, i selskab med fem gamle venner, midt i hovedstaden Havana.

Anledningen for denne komsammen er, at en af dem har haft en succesfuld karriere som forfatter og nu er vendt tilbage til Cuba for første gang i 16 år.

Det hele starter med at være et hyggeligt og nostalgisk gensyn, men efterhånden som aftenen skrider frem glider tankerne over på midtvejskriser, den fortabte ungdom og problemerne i Cuba.

Dybsindige samtaler.
Hvis det er vild spænding, et intenst drama eller mange lokaliteter må håber på at se i en film, så kan jeg allerede nu afsløre, at man ender med at blive fælt skuffet. Hele filmen foregår på denne terrasse og bevæger sig kun enkelte gange væk derfra, men aldrig længere væk end selve bygningen. Alle de klassiske amerikanske klichéer om det oppustede drama er væk i denne film, og gudskelov for det.

Fordi når der ikke er alverdens tilfældige steder og historier at forholde sig til, forbliver fokus på ensemblet af skuespillere. Alle gør det godt som mennesker, der alle har deres egne dæmoner at kæmpe med, men særligt Fernando Hechevarria, som den alkoholiserede og desillusionerede kunstner Rafa, og Néstor Jiménez, som forfatteren Amadeo, hvis tilbagekomst de alle fejrer, er værd at fremhæve. På overfladen har de måske ikke meget til fælles, men i samspillet med de andre, kommer vi virkelig ind på livet af dem alle, og får i sidste ende støbt rigtige mennesker ud af disse arketyper.

Denne forsamling af mennesker, ender også som et billede af generation, der voksede op og blev tæsket fuld af drømme og håb. Drømme og håb, der alle pludselig forsvandt, da USA dannede deres handelsblokade, Sovjetunionen blev opløst, og Cuba lige med et, blev fuldstændig lukket ude af omverdenen.

Himlen over Havana tager os med på en rejse, hvor fem gamle barndomsvenner mødes og er nostalgiske i løbet af en middag. Det er et fornemt kammerspil, og skuespillet er helt i top blandt disse mennesker, der alle lider af forskellige midtvejskriser, for livet har nemlig ikke vist sig at være i nærheden af deres drømme. Smuk og trist på samme tid, og gennem mange dybsindige samtaler kommer vi helt ind på disse menneskers liv, og i sidste ende med at kunne spejle os selv i mindst en af dem – det gjorde jeg i hvert fald. Stor filmkunst bliver det aldrig, men som en dialog og en politisk film, er den mere end vellykket.