En film om den respekterede men hadede dommer, hans retssal og den kvinde han så gerne vil have.

Michel Racine lever på et hotelværelse, hvorfor finder vi aldrig helt ud af, men hans kone er i hvert fald ved at sælge deres hus. Oveni det er han blevet syg, hvilket der ikke er meget tid til, når man har en retssal at passe.

Selvom Racine er dygtig til sit arbejde, så er han en foragtet mand. En dommer som altid giver minimum 10 års fængsel, og som både virker arrogant og uhøflig på de mennesker, som møder ham. En dag møder han dog en kvinde han har mødt for længe siden, og en gammel flamme begynder at brænde i ham.

Hermelinen er en utrolig stille, men smuk film, og det er lige sådan jeg foretrækker mine franske film. Naturtro, let underspillede og utrolig varme og intime, hvilket gør det meget tilfredsstillende at overvære, og behageligt at nyde det eminente skuespil.

Genialt fortalt.
Selvom historien på mange måder ikke vil forklare sig selv, så kan man alligevel selv sidde og digte lidt videre. For det, der gør historien særlig god er, at den ikke følger en bestemt fortællestruktur, men lader karaktererne bestemme, hvor vi begiver os hen – ligesom i den virkelige verden.

Det gør filmen dragende, selvom der hverken er de store kærlighedsscener eller voldsomme action sekvenser. Samtidig er filmen også meget økonomisk filmet, så man hele tiden føler, at man er en del af historien, også selvom man er på den anden side af lærredet.

Sidse Babett Knudsen gør et virkelig godt arbejde overfor Fabrice Luchini, som en stærk og smuk middelalderende kvinde, der er så sikker på sig selv, at hun næsten ikke lader sig rører af Racines store forelskelse. Til sidst kan hun dog alligevel ikke holde sig væk. Og mere får du ikke at vide.

Hermelinen er helt klart en film, man skal have lov selv at opleve. Og med det sagt giver jeg den 5 stjerner. Store flotte stjerner for smukt skuespil og smukt håndværk. Det er altid en fornøjelse.