En intim refleksion over kærlighed

Helligdag tager os med tilbage til 1924, hvor forfatteren Jane, tænker tilbage til dengang hun blot var en tjenestepige og i al hemmelighed mødtes med manden hun elskede, Paul, og deres sidste dag sammen, før Paul skulle giftes med en anden. Det starter som en stille og rolig dag, men udvikler sig efterhånden til at blive skæbnesvanger for dem begge.

Følelserne i centrum
Man kan godt mærke, at det er baseret på en bog, for der er stort set ikke nogen handling. Det er måske lidt firkantet sat op, for der er selvfølgelig en historie, og filmen springer da også frem og tilbage i tiden, for at perspektivere de ellers meget intime samtaler, men det er ikke muligt at skjule, at fokus næsten udelukkende er på relationen mellem Jane og Paul, og heraf refleksionerne over den relation.

Fortælletempoet er helt i bund, og det eneste som kan fastholde seerens interesse, er skuespillet. Det er et modigt valg at lave en film, som kun har blik for det interpersonelle drama. Heldigvis er ensemblet ganske fortrinligt, hvor både de unge skuespillere Odessa Rush og Josh O’Connor og de erfarne Colin Firth og Olivia Colman, får lov til at vise deres evner.

Er man til denne type, meget følelsesladet film, hvor persongalleriets følelsesliv langsomt bliver stillet frem til offentligt skue, så finder man nok ikke noget mere rendyrket eksempel end Helligdag. Der er dog et stort men, og det er, at man skal på forhånd allerede være interesseret i melodramaet, for hvis ikke det er tilfældet, er det meget let af falde i staver.