Den primitive underverden

Hele Vejen er en film, der dykker dybt ned i et råt og brutalt undergrundsmiljø, hvor vold og bandeord er en del af hverdagen. Filmen følger Cairo, spillet af Afshin Firouzi, der har lagt sin kriminelle fortid bag sig, og nu forsøger at hjælpe andre bandemedlemmer med at gøre det samme, gennem exit-programmet. Han bliver dog tvunget til at konfrontere sin fortid, da hans nevø roder sig ud i problemer, spørgsmålet er bare, hvor langt Cairo er villig til at gå på kompromis, for at forhindre sin nevø i at gentage hans fejl.

Kompromisløs
Fra første færd skiller Hele vejen sig ud fra det danske filmlandskab. Ikke nok med, at den visuelt og filmisk er tydeligt drevet af legesyge folk med en enorm skabertrang, så bliver vi også præsenteret for et unikt portræt af et miljø, man sjældent ser på film. Den kriminelle underverden, bestående af forskellige østeuropæiske bander, nynazister og ikke mindst arabere, er en grim en af slagsen, hvor kun den stærkes lov hersker. Som om den overhængende voldsparathed ikke var nok, så er hvert andet ord et bandeord, der ofte beskriver, hvordan vedkommende har tænkt sig at ”fucking kneppe en‟.

Det meget entydige fokus på et så primitivt undergrundsmiljø, har måske lydt spændende på papiret, men i sin eksekvering, efterlader den en kold og uforstående. De åbenlyse problemer i miljøet bliver mere blotlagt end reflekteret over, og så bliver det trættende, når man skal tilbringe en helt film med så meget mandehørm.

Afshin Firouzi tilfører den meget arketype Cairo en overraskende dybde. Man kan virkelig se, hvordan han kæmper med sin fortid og forsøger at lægge de destruktive sider bag sig, men bliver tvunget til at gøre alt det, han har brugt et årti på at lægge bag sig, i håbet på at redde sin nevø. Firouzis præstation er en af filmens stærkeste elementer, og hans evne til at formidle kompleksiteten af sin karakter er helt klart redningen i en film, som ellers er gennemgående monoton.

Mangler det sidste
Selvom vurderingen måske lyder hård, skyldes det mere end noget andet en beundring over målet med at ville portrættere disse miljøer så troværdigt som muligt. Filmens visuelle stil understøtter denne autenticitet, med mørke og dystre billeder, der fremhæver den barske virkelighed, karaktererne befinder sig i. Instruktør Jahfar Muataz er tydeligvis heller ikke bange for at gøre noget, der kan få de kriminelle til at se dumme ud. Autenticiteten er i højsædet, og hvis der ikke er nogen dybde, bliver den ikke opdigtet.

Derfor er det med en enorm ærgrelse, når plottet aldrig rigtig kommer i omdrejninger. Cairos detektivarbejde består mest af at true og slå andre kriminelle, ligesom han falder over løsningen på mysteriet i stedet for at opklare det. Afslutningen er også så konstrueret og melodramatisk, at det ellers fornemme opløb fuldstændig bliver eroderet. Dette svage plot underminerer filmens potentiale og efterlader seeren med en følelse af, at der mangler noget for at binde det hele sammen.

Hele Vejen er en film, der har høje ambitioner, men som aldrig når i mål med dem. Miljøskildringen er kompromisløs, og den er måske ovenikøbet troværdig, men seværdig er den ikke, når plottet er så repetitivt, som det er tilfældet. En stærk præstation af Afshin Firouzi forankrer en film, der både forsøger at være en autentisk skildring af den barske underverden, men også vil udfolde et mysterium, som var det en Agatha Christie roman. For den ellers flotte lyd- og billedside kan kun opveje så meget for en film, der aldrig lever op til sit potentiale.