Et kammerspil med masser på hjertet

I Held og lykke, Leo Grande, møder vi den aldrende enke, Nancy Stokes (Emma Thompson), der efter et langt og forudsigeligt ægteskab og familieliv, nu længtes efter de oplevelser, som hun aldrig fik. Hun vil ganske enkelt gerne have nye seksuelle oplevelser, og til det formål har hun hyret sexarbejderen Leo Grande (Daryl McCormack).

Det er et kammerspil i den klassiske forstand. Vi er fanget i et rum, i dette tilfælde et hotelværelse, hvor to vidt forskellige mennesker, langsomt kommer ind under huden på hinanden. Stemningen er meget intim og sød, og i takt med, at de kommer hinanden ved, bliver de også tvunget til at reflektere over, hvem de egentlig er?

Skuespillet i centrum
Emma Thompson leverer den unikke ordentlige akavethed, som kun et fåtal af engelske skuespillere kan formå at fremstille troværdigt, i stedet for karikeret. Overfor hende er den noget yngre Daryl McCormack i rollen som Leo Grande, og han er ligeledes charmerende.

Rent cinematisk, bliver der ikke gjort brug af de helt store visuelle armbevægelser. Dramaet og kernen er i samspillet mellem de to skuespillere, og de har heldigvis en god kemi. Der er dog lidt for meget teater over manuskriptet, der ovenikøbet har akter, og selvom det er interessant at lære disse to mennesker at kende, så savner man, at filmmediet bliver brugt til fulde.

Held og lykke, Leo Grande, er et solidt kammerspil, båret af to dygtige skuespillere. En masse emner bliver kastet op i luften, hvad end det er sexarbejdere, meningen med livet eller forskellene på generationerne. Alt bliver behandlet med en broget ærlighed, som gør det autentisk, og for det voksne publikum er der nok at tale om efterfølgende.