En film, der ikke ved, hvad den vil

Det er en film, om det at være i ubalance. Historien følger en umage gruppe af mennesker, der på den ene eller anden måde lever et liv, hvor de mangler noget for at kunne føle sig komplet. Hvad end det er den sørgende enkemand, moren med sin søn, der har svært ved at slå rødder, et medium, der ikke rigtig tror på sig selv, eller historikeren, der bare gerne vil tages seriøst, og da de alle ender som ufrivillige beboere i et hjemsøgt hus, kan man virkelig tale om, at der mangler en balance i deres tilværelse.

Uforløst koncept
Konceptet er i og for sig ganske fint, og kan ledes i en mere komisk, melankolsk eller gyselig retning, men ligesom karaktererne ikke rigtig kan finde en retning for dem selv, ender filmen med at have sammen problem. For i stedet for at træffe et valg og acceptere, at man ikke kan få det hele med, forsøger instruktør Justin Simien og resten af holdet at få det hele med, hvilket betyder, at den ikke rigtigt formår at være nogle af delene.

Uhyggen er aldrig rigtig mærkbar, fordi det hele er smurt ind i en farvelade af overanimerede actionsekvenser, humoristiske sekvenser er der rigeligt af, men filmen er på intet tidspunkt rigtig morsom, og de melodramatiske øjeblikke er så flade, som de overhovedet kan være.

De øjeblikke, hvor karaktererne virkelig bliver sat på prøve, bliver man ikke rørt, men sidder i stedet tilbage med en følelseskold fornemmelse. Til trods for, at vi tilbringer stort set hele spilletiden i selskab med denne, nøje udvalgte gruppe af repræsentative mennesker i alle aldersgrupper, etnicitet og baggrunde, sidder man aldrig med indtrykket af, at man ikke kender nogle af dem. Det er ellers ikke, fordi de er særligt komplekse eller afviger fra klassiske arketyper, men lige lidt hjælper det, når det hele er så ufokuseret.

Hvem er målgruppen?
Haunted Mansion er en film, hvor det er svært at se publikummet. På den ene side er det endnu en storstilet, dyr og overdådige Disney forlystelse, der er blevet oversat til film, men den anden side er det en storstilet, dyr og overdådig Disney forlystelse, der er blevet oversat til film. Biografpublikummet kender efterhånden præmissen, men det er som, at filmskaberne ikke rigtig har. Det er som om, at filmskaberne ikke har vidst, hvad de ville, udover at lave endnu en i række af film, der plejer at nå ud til et bredt publikum. Denne ubeslutsomhed gør, at man sidder tilbage med en uforløst følelse af, at det ikke rigtig er en film for nogen, og det til trods for, at den ellers er flot, er fuld af actionsekvenser og har et ensemble af nye og velkendte ansigter. Filmen er så ufokuseret, at den desværre ender med at være kedelig, og det må en film som denne aldrig være.