En tankevækkende road-movie om alle de almindelige mennesker
Historien om Harold Fry starter med noget så gennemsnitligt som et pensioneret ægtepar. Harold og konen Maureen sidder ved morgenbordet og taler kun, når det er blevet tid til at levere dagens floskler. Alt, hvad de har at sige til hinanden, er efterhånden blev sagt med årene. Denne monotone tilværelse bliver dog fuldstændig skubbet til side, da Harold får et brev fra en gammel kollega, Quennie, der ligger døende på et hospice. Han beslutter sig for at skrive tilbage, men da han går afsted mod posthuset, stopper han dog ikke, og beslutter sig i stedet for at gå hele vejen, tværs over England, for at besøge Quennie.
© Scanbox
De andres liv
Nu skal man ikke foranlediges til at tro, at det er en nymoderne version af Forest Gump. Harold er slet ikke så excentrisk og virkelighedsfjern, og pilgrimsfærden skal mere forstås som en katalysator for et undertrykt følelsesliv, end som en grandios handling.
For det er en historie om de mennesker, der meget sjældent er tid til på film. Selv i biroller, er det ikke fordi det grå guld får lov til at stråle, selv i socialrealistiske fortællinger. Og det er i denne hverdagskontekst, at Harold Fry repræsenterer alle dem – ung som gammel – der er gået i stå i livet. Grundet en tragedie i sin fortid, har hele hans tilværelse nærmest kørt på autopilot i årtier, fordi det har været nemmere end at konfrontere og bearbejde traumet. Det er igen ikke vildt cinematisk, men vigtigst af alt, er det enormt menneskeligt og autentisk, hvilket gør det til en fængende oplevelse, at være blind passager på den lige så uglamourøse rejse gennem det grå og regnvåde England.
© Scanbox
Jim Broadbent som filmens anker
Det handler ikke overraskende mere om rejsen end destinationen, hvorfor Harold også møder vidt forskellige skæbner på sin vej, der alle har deres at tumle med. Problemerne er jordnære, men ikke desto mindre altopslugende for dem, der står i situationerne. Det er en enkel, men effektiv fortællestruktur. Og hovedårsagen til, at filmen alligevel skaber så engagerende en road movie, findes i hovedrolleindehaveren Jim Broadbent. Harold kunne let have endt som et pjok, der mest af alt fremstod patetisk i sit råb om hjælp, men når han bliver legemliggjort af Broadbent, fremstår han i stedet ægte på en måde, som kun gør ham mere elskværdig til trods for alle de mangler, der har ledt ham til at leve et liv fuld af anger.
Harold Frys usandsynlige pilgrimsfærd er som medicin for sjælen. Instruktør Hettie MacDonald formår ikke bare at sætte fokus på en del af befolkningen, hvis historier sjældent bliver anset for særligt værdifulde, men også noget så ekstraordinært, som at få en vandretur fra Kingsbridge til Berwick-upon-Tweed til at fremstå cinematisk. Det er ikke blot en fornøjelse at se Jim Broadbent folde sine underspillede evner ud, men det er også tankevækkende at følge mennesker, der til forskel for de mange ungdommelige dramaer, kigger tilbage på et liv fuld af drama, i stedet for fremad – og deres historie er også værd at sætte i fokus.
© Scanbox
