Stadig helt sin egen
James Gunns firsernostalgiske science-fiction serie har altid været noget af en outlier i Marvels cinematiske univers. Hvor Marvel er blevet synonym med en meget firkantet og genkendelig måde at fortælle historier, gøre brug af visuelle effekter og med en enorm træfsikkerhed, for at nå ud til så mange som muligt, også selvom det går ud over den enkelte film, har Guardians of the Galaxy-filmene altid haft en personlighed, som har været de andre forundt. Med en lydside, der skiller sig ud fra mængden, ved at have en klar og entydig identitet båret frem af de største popnumre fra 1980’erne, et broget ensemble, fuld af aparte og skøre skikkelser og ikke mindst en tone, der er så ironisk, at man i periode kan få nærmest piskesmæld, når vi går fra en fjollet til seriøs situation.
Det mest imponerende ved Guardians of the Galaxy Vol. 3 er derfor, at den stadig har fastholdt denne klare identitet, selvom det efterhånden er næsten 10 år siden den allerførste udkom. Er du allerede fan, behøver du derfor heller ikke læse resten af anmeldelsen, fordi det her en film til dig, og jeg kan trygt berette, at der er ikke blevet gået på kompromis med noget af hensyn til en eller anden overordnet historie i resten af Marveluniverset.
© Disney
Den svære balancegang
Er du lidt mere vægrende, hvad angår serien, er det også helt forståeligt. Det store problem med serien har været, den svære balancegang mellem de meget følelsesladet øjeblikke, den konstante selvironi, og ikke mindst de dødsensalvorlige scener, der nogle gange kan komme helt ud af det blå. I modsætning til vol. 2, der kronisk punkterede alle scener, og gjorde Star-Lord til en joke, er der en meget bedre balance mellem, hvornår tingene skal tages seriøst, og hvornår der kan grines af f.eks. Drax’ meget bogstavelige observationer. Det hele flyder også meget mere naturligt, fordi det virker som om, at karaktererne og James Gunn selv er blevet lidt ældre og har modnet (en smule), hen over årene.
Det er de små ting som, at Star-Lords vittigheder kommer fra et menneskeligt sted, og ikke kun som en jokemaskine, at den nye version af Gamora faktisk opfører sig som en person, der ikke har nogen forhistorie med slænget, eller på et lidt større plan, at plottet er temmelig grumt og får lov til at være det, og i stedet lader karakterernes idiosynkratiske træk være ventilen, der letter på spændingen.
© Disney
Hvilket leder over til min største, men også eneste anke ved filmen, som er, hvem er filmen henvendt til? Jeg er godt klar over, at aldersgrænsen er 11 år og opefter i Danmark, ligesom den er tilladt for alle i USA, men det ville være synd og sige, at det er en film for alle aldre. Der er nogle rimelig voldsomme billeder, torturscener og body-horror. Det kan godt være, at fordi det går ud over en talende vaskebjørn, er det nok til, at de mindste kan abstrahere fra det, men det er i hvert fald noget at have i tankerne, hvis nogle af de yngre familiemedlemmer bliver let påvirket af den slags.
Guardians of the Galaxy Vol. 3 er noget af en bedrift. Ikke fordi den er noget cinematisk mesterværk, der genopfinder filmmediet, men netop fordi den er i tråd med de to forrige kapitler om den her umage gruppe af rumvæsner i det ydre rum. Det er en fornøjelig og dramatisk rejse, som ovenikøbet får lov til at give karaktererne en form for soning, der stort set aldrig sker i Marveluniverset, og hvad mere kan man egentlig forlange af en film med så mange bolde i luften.
