En ufokuseret, men energisk animationsfilm

I den tredje film om Gru og hans stadigt voksende familie, starter han med at stå over for den tidligere barnestjerne Balthazar Bratt, der er overbevist om, at han i virkeligheden er den superskurk han spillede i 1980’erne. Bratt er en stor mundfuld, men det er først, da han møder sin ukendte tvillingebror, Dru, der gerne hive ham tilbage i det kriminelle miljø, at tingene for alvor begynder at gå galt.

En film for animatorer
Ligesom alle Illuminations andre film, er Grusomme mig 3, kendetegnet ved en meget energisk animation. Alle figurerne bliver strakt og bøjet på fuldstændig urealistiske måder, og animationsmulighederne bliver virkelig udforsket. Der er derfor ingen tvivl om, at animatorerne har haft det sjovt og det gør det også underholdende som seer at bevidne, selvom det til tider går hen og bliver en smule hysterisk.

Fokusset på animationen sker nemlig på bekostning af historien, der er temmelig tyndbenet. Plottet er kortsagt rodet. I løbet af 90 minutter bliver der fortalt mere end fem forskellige historier, der kun meget påklistret af forbundet gennem temaet om familie. Særligt minions, der må siges at være de mest populære figurer i serien, har deres eget fuldstændig ligegyldige sideplot, der kun eksisterer for, at vi kan få en ny Pharrell Williams sang.

Som et meget passende symbol på, at filmskaberne forsøger at genskabe succesen fra toeren, så er Pharrells nye sang imidlertid slet ikke i nærheden af at være lige så ørefængende som Happy. De danske stemmer er dog gode, og særligt Søren Sætter-Lassen gør det godt som både Gru og Dru, men man savner hele tiden de amerikanske stemmer, hvor særligt Trey Parker kunne havet været sjov at høre som skurken Bratt.

Grusomme mig 3 er underholdende hele vejen, men har til gengæld slet ingen dybde. Den nye skurk, Balthazar Bratt er meget kreativ i hans brug af 80’er musik og dimser, men han får aldrig nok skærmtid til virkelig at gøre indtryk. Historien er lidt for rodet og hysterisk, og man savner virkelig en god rød tråd, i stedet for en masse falden-på-halen komik. Det er dog på alle måder mere af det samme, så hvis du kunne lide de to forrige film, så får du præcis det du havde forventet, hverken værre eller bedre.