Et klassisk portræt af en moderne kvinde

Noget af glansen går af fænomenet Greta Thunberg i portrætdokumentaren Greta. Det er nok ikke helt intentionen, men det er ikke desto mindre resultatet.

Filmen starter ellers meget fornemt med at følge Greta fra hendes spæde start med en egenhændig demonstration foran det svenske folketing, hvorefter det hurtigt tager fart og hun bliver et globalt fænomen, der møder verdens ledere, holder taler til FN og endda tager et visit til Danmark, og alt dette er blevet optaget af nogle dokumentarister, der har fulgt hende hele vejen.

Netop det, at de har fulgt hende hele vejen, fjerner unægtelig noget af det beundringsværdige ved hendes historie, når man ved, at hun ikke længere udelukkende er en passionerede ung kvinde, der er indigneret over, hvordan hele verdens politikere og magthavere bare sidder på hænderne, når det kommer til klimaforandringerne. Når man så ser, at hun ikke bare er en helt almindelig person, men øjensynligt har haft et helt filmhold med sig, allerede inden hun blev verdenskendt, så ryger noget af den græsrods beundring, som ellers har været en stor del af hende som opblomstrende klimaforkæmper.

Med andre ord, fremstår det som en lidt for gennemarbejdet og velforberedt dokumentar, i forhold til, at det er et portræt af en rigtig person og ikke en fiktiv karakter.

En tankevækkende skikkelse
Men uagtet hvad der ligger forud for optagelserne, er Greta Thunberg en interessant person at følge. Mest af alt i de scener, hvor det bliver tydeliggjort, at hun stadig er et barn. Det er i scener med hendes far, hvor de griner af en fjollet video, som de sidder og ser på nettet, eller at hun synes at farmand er lidt irriterende, fordi han gerne vil hjælpe hende med at skrive en af hendes taler, men ikke rigtig forstår, hvorfor hun går så meget op i at praktiserer hvert et ord. I scener som disse bliver hele absurditeten i hendes mission om at råbe verdenslederne op så tydeliggjort, at det er svært ikke at blive en lille smule forarget.

Nogen vil måske blive mest stødt af de scener, hvor hun holder taler, mens alverdens magtfulde politikere bare sidder og spiller Candy Crush eller vender blikket væk i åbenlys indifference, men jeg mener at de stærkeste scener i filmen er, når det virkelig står klart, at hun stadig bare er et barn, som af uransagelige årsager er endt med at blive frontfigur for en global bevægelse. Det burde ikke være hendes job at råbe verdens politikere op, og få dem til at gøre deres arbejde, som er at være samfundets tjenere, men ikke desto mindre er det den verden vi lever i – og det er på alle måder forkasteligt.

Greta er ikke ligefrem jordens mest revolutionerende eller opsigtsvækkende dokumentar, og der er ikke mange ting filmen præsenterer, som de fleste mennesker ikke i en eller anden grad er stødt på, hen over de sidste par år, hvor Greta Thunberg trådte ind på verdensscenen. Jeg har personligt nogle betænkeligheder ved visse scener i filmen, der virker mærkværdigt iscenesatte, men der er alligevel nok autenticitet i de fleste scener med Greta, at filmen alligevel ender med at være et tankevækkende portræt af, hvordan de voksne har overladt redningsarbejdet af vores fælles planet til deres børn.