Giver en lyst til at trykke speederen i bund
Det lyder som fiktion, at en knægt fra Cardiff i Wales kan gå fra spille bilsimuleringsspillet Gran Turismo, og til at blive en rigtig professionel racerkører. Jeg ville ikke umiddelbart tro på det, hvis ikke det var sandt.
Niell Blomkamp gør der også sit bedste for, gennem alle filmiske kneb, at skjule dette faktum, ved at lave en helt vildt sentimental og mainstreamsøgende version af Jann Mardenboroughs liv. Målet er at underholde, og det er så åbenlyst, at det ikke burde virke, men det utrolig er, at filmen faktisk er mere medrivende, end den på nogen måde har lov til at være.
© Sony Pictures
Som at være medchauffør på racerbanen
Personligt er jeg ikke den store fan af biler, og heller ikke nogen fartbisse i andre aspekter af livet. Med andre ord, er jeg på ingen måde målgruppen. Alligevel gik jeg ud fra biografmørket med en iver efter at trykke speederen i bund, om end ikke på en racerbane, så i det mindste i videospillet Gran Turismo – og så må man blankt erkende, at filmen som marketingsværktøj virker.
De vilde droneoptagelser, den gnidningsfrie overgang mellem computergenerede og rigtige racersekvenser, kombineret med det personlige drama, fungerer som helhed, og det er svært ikke at blive revet med.
Noget malurt i bægeret er dog, at forfatterne har taget sig lige lovlig mange kreative friheder. Konkurrencen Jann deltager i var helt anderledes i virkeligheden, hans personlige opvækst var slet ikke så konfliktfyldt, og et meget dramatisk øjeblik i Janns liv er rykket flere år tilbage, så tre-aktstrukturen passer bedre. Så selvom filmen påstår, at den er baseret på virkelig hændelser, er man nok bedre tjent med, ikke at læse op på den virkelige historie, for den kan slet ikke stå mål med den fortælling, som Neill Blomkamp og co. har sat sammen.
© Sony Pictures
Et hjerte mellem IMAX-sekvenserne
Orlando Bloom er helt vildt over-the-top, og som djævlen på skuldrene, efterlader han ikke meget til publikums fortolkningsevner, når det drejer sig om karakteriseringen af den entreprenante marketingsmand, der står bag Gran Turismo konkurrencen. Til gengæld er han helt ufrivillig underholdende, så selvom det nok ikke var hensigten, er det let at se mellem fingrene, når det kommer til hans noget flade karakter.
En anden, der dog helt overlagt og bevidst, er over-the-top på den gode måde, er David Harbour som chefmekanikeren og mentoren for den unge Jann. Harbour mestre den bedste version af en headset-Mr. Miyagi, jeg kan mindes at have set, og han formår også at udvise en sårbarhed, gennem det ellers ikke altid lige nuancerede replikker.
Den største overraskelse kommer dog i form af Archie Madekwe som Jann Mardenborough. Han spiller underdog-rollen til perfektion, og man er fuldstændig med ham, helt fra dagdrømmende gaming på værelset til de hæsblæsende løb i virkeligheden.
Gran Turismo, burde ikke fungere, men gør det alligevel. Filmen er vildt underholdende, og bliver på det menneskelige plan båret af to stærke præstationer i Harbour og Madekwe. Den helt store attraktion er dog de flotte og medrivende racerløb, der med alle filmiske virkemidler, og ikke mindst det kæmpe IMAX-format, virkelig formår at invitere publikum ind i den hæsblæsende racerverden.
© Sony Pictures
