McConaughey på autopilot

I Gold følger vi den moderne guldgraver Kenny Wells, der trods utallige nederlag endnu ikke har givet op på jagten efter guld. Ingen omkring ham har dog særlig stor tiltro til hans evner. Derrfor tager han resterne af sine penge for at rejse til Borneo i håbet om at finde de gyldne sten.

Her danner Wells et makkerpar med geologen Mike Acosta (Edgar Ramirez), der ligeledes er i modgang, da hans seneste fiasko har gjort ham uansættelig. Sammen har de dog mere vind i sejlene, og det bliver startskuddet på et vildt eventyr, med pengemænd fra Wall Street, konspirationsteorier og ikke mindst selvskabte problemer.

Moderne galskab
Det er en mærkværdig, men ikke desto mindre en sand historie filmen er inspireret af, og den skæve personlighed, der er Kenny Wells er som skabt til McConaughey. Faktisk er karakteren så skræddersyet, at det næsten er for meget. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at McConaughey kan levere interessante præstationer, hvilket han også har vist på både film og tv igennem de senere år, men alle rollerne har visse fællestræk, hvoraf hans fortællende aura og sydstatsaccent, er blevet synonym med McConaughey både på og udenfor lærred.

Kenny Wells er en rigtig lusket sælger, og han er så stereotyp i starten, at sydstatsaccenten kun er en lille del af problemet. I flere passager fremstår han endda som en parodi af McConaughey selv, og selvom det aftager efterhånden som filmen skrider frem, så understreger det også et af de største problemer med karakteren – vi har set det hele før. Efter en massiv bølge af film under ”McConnaissancen”, fremstår det efterhånden som han bare gør det samme som han altid gør, men denne gang fungerer det ikke ligeså godt, fordi filmens narrativ er underligt ufokuseret og usammenhængende.

Ufokuseret fortæller
Der er ganske vidst passager, hvor det hele går op i en højere enhed, som eksempelvis i scenerne, hvor den amerikanske grådighed virkelig bliver sat på spidsen. Filmen har også et twist til slut, der er med til at give den et mere bevidst budskab end man ellers ville have haft indtryk af. Ensemblet omkring McConaughey består også af kompetente folk, hvor både Bryce Dallas Howard og Edgar Ramirez får de mest interessante roller, i form af Wells’ nærmeste relationer.

Til trods for alt det fornemme arbejde, særligt til slut, så er der store problemer i måden historien fortælles på. Det største problem er helt klart, at historien bliver fortalt af Wells selv, men af uransagelige årsager klippes der på mystiske tidspunkter over til birollernes perspektiv, selvom Wells på ingen måde kan have vidst hvad de rendte rundt og gjorde. Eksempelvis er der en længere sekvens, hvor Wells kone, spillet af Bryce Dallas Howard, går for sig selv og bliver rystet over, hvor korrupt Wall Street er. Hun får endda lov til at få en slagkraftig scene, hvor hun virkelig sætter de onde jakkesæt på plads.

Normalt ville det ikke betyde det store, men hele vejen igennem leger filmen med den upålidelige fortæller, og twistet til slut har ikke samme effekt, når fortællerperspektivet er så inkonsekvent, i steder, hvor instruktøren øjensynligt blot har haft lyst til at uddybe visse bikarakterer.

Som du nok kan læse mellem linjerne, så er Gold ikke nogen rædselsfuld film. Det er faktisk en på alle måder kompetent og tiltrængt anderledes fortælling, der handler om USA’s umættelige grådighed, men fortalt fra et mere kulørt perspektiv end de snedige psykopater i jakkesæt, som vi efterhånden er vant til. Udførelsen ender dog alligevel med at være temmelig mondæn, og vi har alle efterhånden set McConaughey i denne rolle nok til, at han alene er med til at få en ellers usædvanlig historie til at føles som en gentagelse. Det eneste man kan håbe på er, at McConaughey og alle de andre involverede tager ved lærer, og faktisk helhjertet forsøger at skabe noget nyt næste gang – måske endda med en anden accent.