Store monster-kampe redder ikke en ringe film

’Godzilla: King of the Monsters’ bygger videre på Monster-sagaen, som startede med ’Godzilla’ i 2014 og fortsatte med ’Kong: Skull Island’ i 2017, og selvom ingen af de to foregående film var synderligt vellykkede, så kunne man håbe at denne film havde mere på hjertet end sine forgængere, når nu et garvet hold skuespillere som Kyle Chandler, Vera Farmiga, Sally Hawkins, Ken Watanabe, Millie Bobby Brown, Charles Dance, Thomas Middleditch og David Strathairn har valgt at slutte sig til filmen.

Dette er dog desværre ikke tilfældet. ’Godzilla: King of the Monsters’ formår at blive den hidtil dårligste film (i et ikke særlig stærk felt) i Monster-sagaen, og man undrer sig over, hvorfor så mange, ellers gode skuespillere, vælger at rende rundt i så ligegyldig en film og spille lige så ligegyldige karakterer. Handlingen i filmen giver ikke megen mening, og bliver sådan set heller aldrig helt fortalt, for det er tydeligt at filmens fokus kun ligger på at vise publikum nogle store monster-kampscener. Men som udgangspunkt handler det vist om at et forældrepar (Kyle Chandler og Vera Farmiga) har mistet deres søn under første film, og derfor har moderen – ganske uforklarligt – valgt at inkludere deres lille datter (Millie Bobby Brown) i sit arbejde med monstre, mens faderen lever alene i en hytte, hvor han tager billeder af ulve – hvorfor lige det erhverv, forklares ikke. Kort tid inde i filmen bliver moder og datter kidnappet, og fader bliver hentet af sin tidligere arbejdsgiver – og moderens nuværende – Monarch, for at hjælpe med at finde dem. Det bliver dog besværliggjort, da Monarch finder ud af at alle monstre (som de åbenbart har gemt rundt omkring på jorden) er ved at slippe fri, så de kan rasere jorden.

Hverken seriøs eller useriøs nok
Ja, plottet lyder tåbeligt, og det er det sådan set også. Samtidig er karaktererne papirstynde, dialogen er tåkrummende miserabel og alle karaktererne har nogle absurd urealistiske handlingsmønstre, der som regel aldrig bliver forklaret. Men filmen slår sig nu heller ikke op på at skulle levere drama af højeste karat, for det er en katastrofefilm, som mest bare gerne vil vise nogle store monstre slås. Dette er sådan set også fint nok, men så giver det dog ikke megen mening at der alligevel bruges en del tid (filmen varer over to timer) på at følge den kedelige menneskelige historie med tomme karakterer, der udveksler ringe replikker med hinanden.

Når de store monstre endelig slås, er det dog også ganske fornøjeligt at se, og hvis det er det eneste man køber biografbilletten for, så kan man sikkert blive nogenlunde tilfredsstillet. Men som helstøbt film, kommer ’Godzilla 2’ dog til kort med sin fjollede og dårligt forklarede historie og karakterer. Hvis filmen nu bare havde været lidt mere fjollet, kunne den have været ret underholdende på sådan en over-the-top-agtig måde, men desværre fastholder den for mange alvorlige masker til at man kan tage den useriøst nok. Da man heller ikke kan tage den seriøst, ender min vurdering på to ud af seks stjerner.