Som et computerspil uden noget kunstnerisk udtryk.

I Gods of Egypt rejser vi tilbage til Egypten, den gang farao var hersker og guderne blev tilbedt, men det er ikke det Egypten du kender, men derimod en alternativ fantasy-udgave. Der er ganske vidst pyramider, faraoer og folk, der lever under kummerlige vilkår, men den store forskel er, at guderne ikke blot bliver tilbedt, men eksisterer iblandt menneskene.

En af disse guder, luftens hersker Horus, bliver spillet af danske Nikolaj Coster-Waldau. Han står til at blive den næste farao, men efter en magtkamp med hans onde onkel Seth, spiller af Gerard Butler, må han se sig både blind og slået, mens Seth langsomt forsøger at overtage verdensherredømmet, i en uudslukkelig søgen efter mere magt. Alt imens følger vi også en kærlighedshistorie mellem to mennesker, og så er der også et monster, der hver eneste nat forsøger at æde Jorden. Det lyder måske som en tand for meget – og det er det også.

Hovedløse historier.
Ingen af historierne hænger rigtig sammen, og fordi der er så mange sideløbene med hinanden, kommer vi aldrig i dybden med noget. Eksempelvis er Coster-Waldaus historien bygget op omkring ”The Liar’s reveal”, hvor en person lyver om noget, for efterfølget af bliver afsløret og i sidste ende taget til nåde for sit bedrag. Det er uhyggelig simple skabeloner, som denne, alle historierne er bygget op over, og udviklingen er enten gabende forudsigelig eller komplet utroværdig.

Skuespillerne gør heller ikke oplevelsen bedre. Gerard Butler leverer hans egyptiske skurkerolle, som var han en slagsbror fra en pub, og lad mig slet ikke komme for godt i gang med kvinderne, hvor man skal lede længe efter dybde af nogen art. Den eneste, der gør det nogenlunde kompetent er, sjovt nok, Coster-Waldau, der som den eneste virker interesseret i filmen, og ikke overspiller fuldstændigt. Desværre er han ikke den egentlige hovedrolle, den ”ære” er i stedet blevet givet til Brenton Thwaites, der også er den mest malplacerede af alle, med sit boyband-look og manglende karisma.

Computergenereret sand.
Det eneste, der i sidste ende måske kunne have redde filmen var det visuelle, men heller ikke her er der meget at komme efter. Det virker som om over 90% af filmen er optaget foran en green-screen, og det giver unægtelig følelsen af at se et computerspil. Al nerven forsvinder derfor fra action sekvenserne, der heller ikke er særlig spændende, og designet af alt fra guderne til de almindelige mennesker er så rystende fantasiløst, at man flere gange må skubbe kæben tilbage på plads.

Så meget som det inderligt smerter mig at skulle sige det, så er der ikke meget positivt at finde i Gods of Egypt. Jeg håber på det bedste for Nikolaj Coster-Waldau og ønsker ham al mulig succes i udlandet, men denne gang er det en fuser, som det er svært at tro har et publikum af nogen art. Det eneste man kan håbe på er, at filmen er så forglemmelig, at det ikke skader nogens karriere.