En brutal historie, ringe fortalt
Den danske Hollywood-darling Nikolaj Coster-Waldau er igen tilbage i de danske biografer. Denne gang er det dog ikke en romantisk komedie eller fantasy, men i stedet en thriller inspireret af virkelige hændelser. Som skrivebordsbetjente lever Bob Hightower en nærmest klichefyldt tilværelse. Skilt fra sin kone, der har fundet en rigere og mere nærværende mand, og med kun sin teenagedatter som følelsesmæssige rettesnor, er der ikke meget andet end det monotone arbejde tilbage i hans liv.
Alt ændrer sig dog, da hans ekskone bliver myrdet og datteren kidnappet af en satanisk kult, er der ikke grænser for, hvad han vil gøre for at finde og redde sin datter. Derfor opsøger han kvinden Case Hardin, der, så vidt han ved, er den eneste person, der er har haft held til at undslippe denne makabre kult levende. Sammen danner de et umage par, og bliver begge virkelig sat på prøve, i bestræbelserne på komme denne urovækkende kult til livs.
Nikolaj Coster-Waldau har måske etableret sig internationalt som en charmør i sin engelsksprogede produktioner, men der er ikke mere tiltalende ved Bob. Han er en mand, der ikke har noget at leve for, og som personificeret gennem Coster-Waldau får lov til at blive ucharmerende. Man sidder tilbage med en klar fornemmelse af, at han aldrig rigtig har udrettet noget i sit liv, så det er med lige dele beundring og desperation, at man følger hans forsøg på ikke bare at redde sin datter, men også på at opnå en form for soning, for sin kujonagtige tilværelse. I de fleste scener bliver han overspillet af de andre skuespillere, hvor eksempelvis en Jamie Foxx dukker op, og fuldstændig overtager de få scener, han er med i.
Det er dog Maika Monroe som Case, der er filmens egentlige protagonist. Ligesom Bob, er denne selvmordsmission et desperat forsøg på at rode bod på den fortid, som hun har forsøgt at lægge bag sig. Samspillet mellem Bob og Case, er filmens centrale drivkraft, og selvom det er en voldsom og brutal historie, komplementer de to skuespilleres energiniveau hinanden godt.
En voldsom historie og nogle lige så grusomme karakterer til trods, sidder man alligevel undervejs og kigger på uret. For selvom spilletid ”kun” er på lige godt to timer, kunne man stadig havet skåret endnu flere scener fra. Noget som filmskaberne tydeligvis selv har været klar over, hvis man kigger på rollelisten hvor en skuespiller som January Jones er nummer fem på listen, men i den endelige version ingen replikker har.
God is a Bullet har helt klart været tiltænkt som en showcase for skuespillerne og særligt Maika Monroe, der virkelig giver alt, der desværre i klipperummet har vist sig at være en gedigen B-film. Den kommer ikke til at forandre nogens liv, men samtidig heller ikke til at skade de involverede fremover, og det er nok, det værste man kan skrive. For trods den voldsomme (sande) historie, er der nok ikke nogen, som kommer til at huske den her film bare et par uger efter premieren.
