Endnu en amerikansk remake

Det største problem med Gloria Bell er ikke, at det er en amerikansk genindspilning, men at den ikke bidrager med noget nyt. Hovedrollen, byen og sproget er måske skiftet ud, men det er den samme instruktør, Sebastien Lelio, der står bag, og det kan virkelig ses. For det er ikke bare som om, at han stjæler sit eget manuskript, men også sit eget visuelle udtryk.

Halvdelen af filmen er close-ups af Julianne Moore, der ser lettere fortvivlet til mens hendes liv passerer hende forbi, og resten af billedkompositionerne virker unaturligt iscenesatte. Den intime billedside fungerede i originale, men her er det i stedet distancerende, fordi det er så overdrevet, at man ikke kan undgå at lægge mærke til billedbeskæringerne. Den lettere kaotiske dialog passer heller ikke lige så godt til Hollywood, som den gør på spansk. Så rent visuelt er filmen en forhindring for at skabe en indlevende oplevelse.

Både karakteren og plottet går i tomgang
Historien er heller ikke så fantastisk, at den fortjener at blive genfortalt på et andet sprog. Julianne Moore kan være fremragende, når hun spiller selvdestruktive karakterer, men som titelkarakteren Gloria, er der ikke meget som går op i en højere enhed. Gloria er en frisindet og løssluppen ældre dame, der har to fuldvoksne børn, men mangler kærligheden i sit liv. Da hun møder Arnold, begynder de to et forhold, men det viser sig hurtigt, at han måske ikke er rette, når alt kommer til alt.

Dette korte oprids af plottet lyder ikke af meget, men der er til gengæld heller ikke mere i selve filmen. Værst af alt, er det som om, at der er så lidt progression i manuskriptet, at det eneste dramatiske twist bliver gentaget to gange for at strække historien ud. Det er med andre ord ikke synderlig tilfredsstillende en fortælling.

Gloria Bell, virker som et forsøg på at give en livsbekræftende oplevelse, med fokus på alderdommen, i stedet for ungdommen, som ellers er kutymen. Det er et eksperiment som kan fungere, som eksempelvis i Nu eller aldrig, men her ender det i stedet med at blive livsafkræftende. Filmisk er det for uinspirerede dokumentarisk og håndholdt til at vække ens interesse, historien går i tomgang og ikke en gang skuespillerne virker særligt veloplagte. Så denne remake må siges at være en fuser.