En skuffende historie

Glass er noget så utroligt som en efterfølger til M. Night Shyamalans anden film Unbreakable fra 2000. Historien foregår dog ikke umiddelbart efter den, men i stedet kort tid efter slutningen på Shyamalans seneste film, Split, der udkom i 2017.

I filmen her løber David Dunn ind i The Beast, men inden vi kan få afgjort hvem af dem, der er den stærkeste, bliver de stoppet og indlagt på den lukkede afdeling. Her bliver de mødt af psykiateren Ellie Staple, der fortæller dem, at det hele er ren indbildning, og de ikke er superhelte, men at hun nok skal hjælpe dem med at blive raske. Det hele er ikke så ligetil, og da det viser sig, at superskurken Mr. Glass også er indlagt på deres afdeling, er det ikke til at sige, hvem man kan stole på.

To årtier i støbeskeen
Jeg ville så inderligt ønske, at jeg kunne skrive, at Glass er en exceptionel film, der har været ventetiden værd. Unbreakable er min yndlingsfilm af Shyamalan, og jeg var også helt opslugt af Split for at par år siden, så det er ikke fordi fundamentet er ringe. Men alligevel er filmen her endt som en temmelig skuffende oplevelse. I stedet for at bygge videre på det tidligere forelæg, føles fortællingen og budgettet mindre end nogensinde før. Vi tilbringer langt størstedelen af filmen på den lukkede afdeling, hvor karaktererne bliver holdt adskilt fra hinanden, og i de få scener, hvor eksempelvis Mr. Glass og David Dunn, efter 18 år endelig interagerer igen, fremstår de slet ikke lige så mindeværdige, som de gjorde før.

Bruce Willis virker mentalt træt og fraværende, og Samuel L. Jackson er handlingslammet i store dele af filmen, selvom den er efter hans karakter. Den eneste, der gør en bemærkelsesværdig god figur er James McAvoy, der endnu en gang spiller røven ud af bukserne, når han skifter mellem de 24 personligheder, der bor inde i hans krop. McAvoy er faktisk så markant bedre end alle andre, at det langt hen ad vejen føles mere som Split 2, der tilfældigvis foregår i samme univers som Unbreakable.

Bedrøvende lille fortælling
Det er ganske ærgerligt, for der er masser af filosofisk stof at hive fat i som dikotomien mellem Bruce Willis’ supermandlignende David Dunn og The Beast, for slet ikke at nævne, hvor interessant det ville være, hvis man tog tanken videre og udspillede et scenario, hvor vi publikum fik lov at se, hvordan mere jordnære superhelte ville blive modtaget i en forholdsvis realistisk verden.

Filmen handler dog ikke om dette, men bruger i stedet det meste af tiden på folk, der debatterer metafysiske problemstillinger på tomandshånd i uidentificerbare lokaler. Hvis så i det mindste det hele ledte mod et åbenbarende tvist, eller alle ikke lød som hinanden, så ville det være til at efterrationalisere. I stedet må jeg bare erkende, at det hele fører til en temmelig utilfredsstillende afslutning. Man føler lidt, at man har spildt sin tid, når budskabet bliver afsløret. Ret skal dog være ret, for Shyamalan kan stadig skabe en uhyggelig og ubehagelig stemning uden at ty til grotesk vold eller blod, og i sidste ende lykkedes det også at retfærdiggøre titlen – til trods for, at Samuel Jacksons Mr. Glass længe fremstår som en birolle i sin egen film.

Glass må siges at være skuffende, og det er mest grundet, at historien halter efter i denne omgang. Det er for en stund fængende at se, hvordan tidens tand har påvirket David Dunn og Mr. Glass, og det er også spændende at se, hvordan de reagerer, når der bliver stillet spørgsmålstegn ved hele deres eksistens. Desværre er manuskriptet slet ikke så begavet, som det forsøger at fremstå, og det får i sidste ende hele budskabet til at falde til jorden. Der er ikke noget, som er decideret pinagtigt, men det er også meget sigende for filmen som helhed, at de bedst konstruerede scener, er slettede filmsekvenser fra Unbreakable.