En tro efterfølger
Lad mig bare med det samme slå fast, at Gladiator II er bedre end den har nogen ret til at være. 24 år efter den originale episke fortælling om den romerske general Maximus, der blev trælbundet og gjort til gladiator, er Ridley Scott vendt tilbage og har lavet en efterfølger, der fortsætter, hvor den forrige slap.
16 år er der gået siden Maximus’ sidste slag i Colosseum, og drømmen om et frit Rom er svagere end nogensinde. Ikke nok med, at Romerriget stadig ekspanderer og går på rov i resten af verden, så er riget også styret af et par tvillingekejsere, der tilsammen er endnu mere uregerlige end Joaquin Phoenix’ Commodus var i den første. Maximus’ søn har levet i eksil lige siden, men skæbnen tvinger ham tilbage til Colosseum, hvor ikke bare hans fremtid, men også Roms bliver afgjort af endeløs kamp mellem folket og de mest magtsyge og skrupelløse mennesker, man kan forestille sig.
Et ægte epos
Når jeg skriver, at filmen er bedre, end den har nogen ret til at være, er det ikke ensbetydende med, at den er fantastisk, men derimod, at den fungerer langt bedre, end man kunne have håbet. Ridleys Scotts succesrate er faldet med årene, og det var ikke ligefrem, fordi et storladent epos, som den originale Gladiator, skreg på en opfølger. Nu er efterfølgeren så blevet til, og selvom der selvfølgelig er nogle mangler, fungerer filmen grundlæggende, fordi historien hænger tematisk sammen.
Filmen er tro mod tematikken fra den første, hvor kampen mellem det gode og det onde, stadig er klart defineret. Ridley Scott er ikke bange for at lave et rendyrket epos, fuld af alverdens dårligdomme, filosofiske enetaler og blottet for dårlige vittigheder af frygt for, at publikum måske kommer til at føle sig utilpas.
Der er også langt flere karakterer, der spiller ind i hovedfortællingen, men det bliver på bekostning af dybden i karakteriseringen. Connie Nielsen er bl.a. tilbage som Lucilla, og spiller en mindst lige så stor, hvis ikke større rolle i, hvordan plottet udvikler sig. Paul Mescal er ikke ueffen som den nye gladiator, men nogen Russel Crowe er han ikke. Hans personlige rejse er ikke lige så rørende, ligesom han heller ikke bliver hjulpet af nogle ringe taler, der ikke bare lyder ens, men også alle starter med, at han understreger, han ikke er nogen mesterlig retoriker, hvorefter han så alligevel holder den ene brandtale efter den anden.
Til at krydre tingene dukker Denzel Washington op som forretningsmanden Macrinus, der har arbejdet sig op fra ingenting, til nu er være helt tæt på kejsernes inderkreds. Washington spiller, ligesom karakteren, efter sin egen pibe, og selvom det er underholdende, virker han lidt ude af trit med det Shakespeareske drama, når han optræder som en amerikansk gangster, der lurer i manegen.
Manglende nerve
Actionsekvenserne er mere bombastiske. Vi starter med en gladiatorkamp mod vilde aber og derefter eskalerer det hurtigt til et søslag i en vandbefængt Colosseum og bliver kun vildere herefter. Intet af det har dog sammen nerve som de oprindelige gladiatorkampe, hvor det som regel ”bare” var dueller med fysisk intimiderende mænd.
Som rent blockbusterspektakel er Gladiator II ganske habil. Historien har en klar begyndelse, midte og slutning, der er mere definitiv end den oprindelige. Tonen er konsekvent og tematikken om folkets kamp mod tyranni bliver behandlet så seriøst, at den lever op til prædikatet som et epos. Actionsekvenserne og karakterarbejdet er mere ambitiøs, i form af flere actionscener og flere spiller i kampen om Rom. Filmen lider dog under mantraet om, at større er bedre, hvilket kun gør klichéerne og det forhastede karakterarbejde mere åbenlyst. Det bliver derfor aldrig mere end en udmærket biografoplevelse, fordi selvom filmen måske lever op til mærkatet som en episk fortælling, blegner den i hver eneste sammenligning med den første.
