Som noget helt særligt har vi en anmeldelse af Ghostbusters fra både en mand og en kvinde, så hvis du hellere vil læse en vurdering fra en mands perspektiv kan du klikke her.
Definitionen på en skuffelse.
I den nye Ghostbusters film følger vi to forskere, som efter et mislykket forsøg med en bog om spøgelser, er gået hvert til sit. Mens den ene er blevet en anerkendt forsker for Colombia University, og har lagt alt arbejde med spøgelser på hylden, arbejder den anden stadig med udforskningen af dem og andre paranormale fænomener. Selvom de to forskere gik fra hinanden i vrede, mødes deres veje dog igen, da en gammel mand opsøger dem og fortæller, at hans museum er hjemsøgt.
For at tale lige ud af posen, så er Ghostbusters noget af en skuffelse. Her findes hverken en god historie, godt skuespil eller gode grin, og der findes hvert fald slet ikke det mindste strejf af feminisme, selvom filmen blev lavet for, ja, kvinder.
Øv for en fuser.
Selvom både Melissa McCarthy og Kristen Wiig plejer at være utrolig sjove i de film de medvirker i, så var den her altså en fuser. Det er helt tydeligt, at instruktøren har fejlet helt kolossalt i sine instruktioner, og de stakkels skuespiller har forsøgt, at klare ærterne så godt de nu engang har kunnet.
Men desværre er det ikke kun skuespillet og karaktererne der halter efter. Hele historien og det rent tekniske omkring, hvordan spøgelserne fungerer, hvad de er skabt af, og hvorfor de hjemsøger giver ikke mening. Det er forvirrende, ulogisk og distraherende, at man ikke har haft det rent tekniske i mente, og opbygget en fortælling som giver nogenlunde mening. Filmen starter rimelig uhyggeligt og bevæger sig så over i det mere dramatiske, hvorefter den ender i en form for superhelteaction film. Det er så dårligt håndværk og usammenhængende, at man græmmes, mens man bevidner det.
Puha for en omgang.
Jeg har virkelig lyst til nu, at vende anmeldelsen på hovedet og komme med positive ting som kunne løfte filmen lidt op. Men det er simpelthen umuligt. Intet ved denne film er godt. Og det værste ved det hele er, at den forsøger at fremstå feministisk og nuanceret. I stedet er den en hån mod de mennesker som rent faktisk forsøger at skabe ligestilling i en filmverden, der stadig har brug for at vise virkeligheden som den er på film. Forsøget med en sort birolle virker på ingen måde banebrydende eller ligestillende. Det er bare den samme smøre med en karakter, som egentlig ingen funktion har i filmen, men er der for at gøre filmen politisk korrekt. I stedet for at lade Leslie Jones spille en hovedrolle; en af forskerne f.eks. så hun i det mindste adskilte sig lidt fra de tusindvis af andre amerikanske komedier.
Efter denne negative smøre må jeg hellere runde af. Hvis jeg kunne ville jeg give Ghostbusters en halv stjerne, men desværre går skalaen ikke så langt ned. Det eneste positive i filmen var forhåbningen om, at Kristen Wiig og Melissa McCarthy ville levere nogle billige grin, men de var meget svære at finde i en film, der på alle måder er definitionen på en skuffelse.
- Release Date: 8/4/2016