Som noget helt særligt har vi en anmeldelse af Ghostbusters fra både en mand og en kvinde, så hvis du hellere vil læse en vurdering fra en kvindes perspektiv kan du klikke her.

En forvirret reboot, der ikke ved, hvad den vil være.

I denne nye film, med den meget mundrette titel, Ghostbusters, der er baseret på filmen fra 1984 af samme navn følger vi endnu engang fire spøgelsesjagere, der ved hjælp af pseudo-virkelig teknologi render rundt i New York for at fange spøgelser. Meget er dog blevet forandret i verden siden 80’erne, og det kan også ses i en film, der på alle (næsten) alle måder skiller sig ud fra originalen.

© UIP

En hån mod klassikeren.
Det er nemlig lige fra starten af tydeligt, at Paul Feig og resten af holdet bag, ikke har haft den fjerneste idé om, hvilken type film de gerne ville lave. Vi lægger nemlig ud med at blive introduceret til et forholdsvist troværdigt univers, hvor de ”rigtige” videnskabsfolk nægter at tro på spøgelser, alt imens de langsomt dukker op på tiltænkt uhyggelig vis. Der går dog ikke længe efter vi har samlet vores kvartet, før det bliver til en stor farce. Al spænding flyver ud af vinduet til fordel for billige grin, og filmen spiller gradvist mere og mere som en tegnefilm end en spillefilm. De går endda så langt ud, at skurken bogstaveligt talt forvandler sig til en tegneseriefigur, uden det på nogen måde giver mening eller bliver forklaret gennem en kort sidebemærkning, for inden vi ved af det bliver han skudt i klunkerne og besejret.

Vi bliver også mod slutningen serveret for diverse superhelte sekvenser, hvor de fire nørdede videnskabskvinder pludselig er akrobatiske som aldrig før og med et bliver til superhelte. Jeg ved, at det er et ”Girl Power” øjeblik, men det fremstod mere end noget andet hånligt over for kvinder, at de skal være perfekte på alle måde, også selvom det ikke giver mening i historien, i stedet for bare at lade dem være fejlbarlige på samme måde som mændene i den originale.

Hele oplevelsen har følelsen af at være sjusket udført. For som tidligere nævnt så forsvinder jordforbindelsen og spændingen hurtigt ud af filmen til fordel for at være humoristisk. Humoren er dog sjældent mere end en smule grinagtigt, og flere gange leder den tankerne over på Paul Feigs forrige film Spy, der også var en parodi, men hvor det i dét tilfælde gav mening, fordi de gjorde grin med hele spiongenren. I dette tilfælde virker det i stedet næsten visionsløst bare at gentage stilen fra hans forrige film, når den overhovedet ikke passer ind her.

© UIP

Kønsdebatten.
Nu har du måske som den skarpe læser du er lagt mærke til, at jeg ikke rigtig har nævnt nogle af de nye hovedroller, og det er der også en grund til. Jeg er godt klar over, hvor betændt filmen har været over de sidste par måneder, særligt i USA, hvor præsidentkandidaterne endda har været inde over emnet. Derfor ved jeg godt, at min ”mandlige” mening med det samme bliver devalueret og farvet alene grundet mit køn. Derfor er jeg meget glad for, at min kollega Yasmin også var inde og se filmen. Hun brød sig faktisk endnu mindre om filmen end jeg gjorde, så det er sikkert at sige, at min skuffelse ikke udelukkende ligger i mit køn.

Men nu hvor jeg danset rundt om busken længe nok, så kan jeg bare sige, at de kvindelige komikere for det meste er lidt dårligere end de normalt er. Kristen Wiig og Melissa McCarthy får lov til at være den emotionelle kerne i historien, og har også en reel omend meget forudsigelig udvikling af deres respektive karakterer. Leslie Jones har ikke rigtig noget andet at lave end at være den ”sorte” i gruppe, der skriger en masse. Værst står det imidlertid til med Kate McKinnon, der er som hævet ud af en sketch fra Saturday Night Live. Hun er så malplaceret som man overhovedet kan være, og forsøger hele tiden at overspille og stjæle opmærksomheden i hver eneste scene, også når hun ikke er i centrum. Det bliver meget hurtigt distraherende, og når vi oven i alt dette lal, skal tro på, at hun er i stand til at lave 10 nye supervåben i løbet af en time bliver hun meget hurtigt til at parodi på en videnskabskvinde.

Ærligt talt så er jeg mest af alt skuffet over, hvor ringe og lidt filmen har med Ghostbusters at gøre. Det ene øjeblik er det en klassisk amerikansk komedie med en klar morale, og det næste er det en superheltefilm fuld af tegneseriefigurer. Filmen ved ganske enkelt ikke, hvad den vil være, og derfor bliver det utrolig svært at holde af den. Den manglende lighed til originalen gør det heller ikke bedre. Jeg misunder dem ikke, at have forsøgt og genskabe en unik film fra 80’erne, men når ikke engang ens målgruppe kan lide film, så har man for alvor have fejlet.