Who you gonna call?

If there’s something strange in your neighborhood
Da Jason Reitman lavede Ghostbusters: Afterlife i 2021 var det en glædelig overraskelse, at selv om der var masser af fan service, så var manuskriptet skarpt skrevet og alt havde en begrundelse og kunne i det mindste forklares.

Instruktionen, kameraarbejdet, balancen mellem en oprigtig nysgerrighed over for det overnaturlige, blandet sammen med de obligatoriske ironiske replikker, viste enorm respekt til de to forrige film. Det er noget af et ansvar at stå på skulderne af et af 80’ernes største fænomener i populærkulturen, men det meste af det lykkedes, endda med et godt gennemtænkt og vellykket cast, der forstod opgaven. Det var i al sin enkelthed en værdig efterfølger.

Nu tænker du måske, hvad med Ghostbusters: Answer the Call fra 2016? Ja, hvad med den?

Vi vil alle gerne glemme, at den eksisterer, men det var i al sin enkelthed en reboot og kan derfor heldigvis ikke kræve en plads i det oprindelige franchiseunivers.

Det kan Ghostbusters: Frozen Empire, og det er en blandet fornøjelse.

Det meste af holdet, både foran og bag kameraet, er tilbage. Manuskriptet er igen skrevet af Jason Reitman og Gil Kenan, hvor sidstnævnte har sat sig i instruktørstolen, hvor det sidste gang var omvendt. Så kan vi begynde på myten om den svære toer, men det er det her jo bare ikke. Det er den endnu sværere fire.

Det bliver meget hurtigt tydeligt, at fortællelysten i høj grad stadig er til stede, men den er hæmmet af tidligere beslutninger, der virkede i den forrige film, men nu er blevet til kolossale hæmsko.

If there’s something weird and it don’t look good
Alle dem vi mødte, da den fattige enlige mor med to børn måtte flytte på grund af pengemangel til sin afdøde fars gamle gård i midten af ingenting, er på mirakuløst flyttet med til New York.

Ja, vi fik en kort scene i sidste film, midt i rulleteksterne, der indikerede, at den tidligere Ghostbuster, Winston, som nu er blevet en rig mand, ville holde drømmen i live, men hvorfor det skal være stedfar, mor og to børn, der nu er Ghostbusters, er mig en gåde.

Ja, de beviste deres værd, men den dramaturgiske drejning, fra en familie i opløsning til et familiefirma med atomreaktorer på ryggen, er på grænsen til åndsvagt. Hvis man overhovedet kan sige det om en film, hvor der jages spøgelser.

Men familien er ikke de eneste, der er flyttet. Nej, da.

Knægten, der går under navnet Podcast, bor hos Ray Stantz i hans forretningen, hvor de laver små YouTube-udsendelser, som på en måde er et sjovt callback, til da Venkman blev vært på en udsendelse i Ghostbusters 2, og et mindre vellykket forsøg på at videreudvikle på Podcast karakteren, som på alle måder kun er en gentagelse af sig selv fra forrige film. Som ellers ikke retfærdiggør sin eksistens.

Der er ingen grund til, at han skal være der. Han hjælper ikke fremdriften på nogen måde.

Det samme gælder Finn Wolfhard, eller Trevor som han hedder i filmen, og hans ungdomscrush, pigen Lucky. I den forrige film var hun politichefens datter, men nu er hun pludselig i praktik i forskningsafdelingen af det nye Ghostbusters. Igen. Der er ingen grund til, at hun er med i denne film. Hun hjælper ikke fremdriften på nogen måde.

An invisible man sleepin’ in your bed
Filmens største problem er, at Jason Reitman og Gil Kenan allerede har bevidst, at de er kompetente filmskabere, der kan fortælle en cinematisk historie uden løse ender og fyld for fyldets skyld.

For det er ikke det, vi får i denne omgang.

Faktisk lider manuskriptet af et klassisk fænomen, der ofte bliver brugt i serier, hvor hovedplottet ikke er solidt nok, og der derfor skal skrives en masse forhindringer ind. De forhindringer bliver ofte de medvirkendes mangel på kommunikation til hinanden. Faktisk kan de fleste af den slags historier løses, hvis de medvirkende bare talte sammen i 30 sekunder, så ville alle være opdateret, og en løsning ville kunne findes eller opnås forholdsvis hurtigt. Men nej.

Det fatale dramaturgiske redskabsvalg, blandet sammen med ønsket om at levere fanservice i tilstrækkelig grad til, at de voksne fans bliver tilfredse, samtidigt med, at hele konceptet nærmer sig genren som familiefilm, er en uløselig opgave, og Ghostbusters: Frozen Empire ender med hverken at være fugl eller fisk.

En meget ung Phoebe, som er Egon Spenglers barnebarn, er blevet Ghostbuster, men når hun prøver at gøre det arbejde, som hun er blevet sat til, får hun skæld ud af mor, som også er blevet Ghostbuster og er med i bilen. Hvorfor Phoebe så er i bilen, i uniform, med udstyr, som hun selv har videreudviklet, det skal vi ikke tale om. Da hun alligevel gør sit arbejde, får hun ikke længere lov og må se de andre fortsætte uden hende. Da hun fortsætter en lille sidemission i det skjulte, som egentligt er hovedplottet, og redder den tidligere Ghostbuster Ray Stantz, får hun at vide, at hun er for ung og slet ikke aner, hvor farligt det er af Winston, som er den samme person, der har flyttet hele familien til New York og indkvarteret dem på brandstationen, for at de skal være, nå ja, Ghostbusters. Selvmodsigelserne står i kø, og det her er kun et enkelt eksempel ud af mange. Alt for mange.

Den værste selvmodsigelse er faktisk, at Winston nu skal forestille at være en meget rig mand, der finansierer Ghostbusters. Men brandstationen er ved at falde fra hinanden, den klassiske Ecto 1 kan dårligt køre, det samme gælder motorcyklen Ecto 0. Hvor den så kommer fra, aner jeg ikke, men selvfølgelig er det sådan, for det er sådan, vi husker det. Det er sådan, vi vil have det.

Ghostbusters var røven af fjerde division, som ingen troede på, de var skraldemænd, der blev til uventede helte. Nørder, der blev populære. Den arv kan ikke udskiftes med nye polerede biler og udstyr, men hvorfor så skrive Winston i den retning?

Den hemmelige udviklingsafdeling, som sjovt nok har alt det nye udstyr, kender de ikke til på brandstationen, før det bliver nødvendigt. Hvorfor ikke? Det giver ingen mening. Noget af det.

Hvis man havde renset godt og grundigt ud i karakterer og den narrative opbygning, så er der faktisk en solid Ghostbusters film gemt i dybet. Den kommer dog kun frem i meget små fragmenter, og publikum må selv finde noget, de måske kan lide på hylderne i en kæmpe rodebutik.