En flot, men indholdsløs science-fiction blockbuster

Filmen, baseret på mangategneserien af samme navn, udspiller sig i en nærtforestående fremtid, hvor alle og enhver kan forbedre sig gennem mekaniske opgraderinger. Det er dog ikke lykkedes at skabe en ægte cyborg, med en maskinkrop og en menneskelig hjerne og sjæl, endnu. Det er lige ind til vi møder betjenten Major, spillet af Scarlett Johansson, der er kommet ud for en mystisk ulykke og bliver den første cyborg-betjent.

Med hendes særlige evner er hun i stand til at fange selv de snedigste forbrydere, hvilket er godt, da hun i filmen står over for den flygtige cyber-terrorist Kuze, der ikke bare er snu og farlig, men også kan vise sig at være en forbindelse til hendes skjulte fortid.

Et forenklet filosofisk plot
Ghost in the Shell er en æstetisk betagende film. Hvad end det er den farverige neon æstetik i fremtidens metropol, 3D-effekterne, der springer ud af skærmen eller Scarlett Johansson selv, så ser det hele rigtig godt ud. Det store eksistentielle spørgsmål filmen hiver fat i – hvad er det, der gør os menneskelige, når vi kan opgradere alt – er også ualmindeligt filosofiske i en moderne blockbuster. Desværre er selve eksekveringen af disse tanker og historien i sig selv ikke noget synderligt prisværdigt.

Manuskriptforfatterne taler hele tiden ned til publikum med replikker, der skærer alting ud i pap, og filmen kan i det hele taget ikke bærer de tunge problemstillinger, den forsøger at bearbejde, da fokus helt klart har været på det visuelle fremfor den indre historie. Det fører flere gange til en narrativ dissonans, som eksempelvis, at vi kan befinde os i en dystopisk cyberpunk fremtid, med interaktive lysreklamer som nattens lygtepæle, men at der så alligevel ikke er nogen mennesker at finde noget sted i bybilledet, hvor actionsekvenserne ellers udspiller sig det meste af tiden.

På skuespilsfronten står det dog ikke lige så slemt til, men det er heller ikke meget bedre. Scarlett Johansson i rollen som cyborg betjenten Major kunne måske fremstå en smule malplaceret, når handlingen udspiller sig i et asiatisk land, men i denne fremtid fremstår verden så multietnisk, at det ikke rigtig gør noget her. Hvad, der imidlertid betyder noget er, at hun ingen tilstedeværelse har i rollen. Karakteren er så kedelig, monoton og ja, uden personlighed, at man aldrig føler for hende, når hun leder efter hendes forsvundne minder. Bedre bliver det heller ikke, når hun tilsyneladende heller ikke har lært noget i sidst ende, men det er en anden diskussion. Pilou Asbæk er stiv ligesom alle de andre personer i dette univers, og selvom hans evner som skuespiller måske ikke er de største, så bidrager han i det mindste med filmens få humoristiske og menneskelige øjeblikke.

Ghost in the Shell, ender derfor, paradoksalt nok, med at have en flot ydre skal, men ikke nogen sjæl. Den dybde, der angiveligt skulle eksistere i den originale mangategneserie er gået tabt i oversættelsen til film, og når tonen er så grav alvorlig gør det blot den manglende dybde endnu mere tydelig. Der skal dog ikke herske nogen tvivl om, at det er en flot film med flere betagende billedsekvenser og gode idéer undervejs, der dog ikke holder helt til slut. Så selvom helhedsproduktet måske ikke kan bærer de luftige ambitioner, så tilbyder filmen stadig at rejse til en verden ulige vores.