Et teknologisk vidunder, der ikke helt fungerer som film

I Gemini Man møder vi Henry Brogan (Will Smith), der har brugt det meste af sit liv på at slå folk ihjel som lejemorder. Han er verdens bedste snigskytte, men de mange menneskeliv, har efterhånden gjort sit indtog på sjælen. Derfor beslutter han sig for at trække sig tilbage, men i en lovløs verden, er ikke det så let som det lyder. Ikke overraskende bliver en snigmorder sendt efter ham, men personen er næsten lige så god som Henry.

Innovation af filmteknikken
Den helt store gimmick ved filmen er ikke bare, at man har gjort Will Smith 30 år yngre eller, at den er filmet i 3D, men at den er optaget med 120 billeder i sekundet, i stedet for de normale 24. Gimmicken fungerer overraskende efter hensigten, da den visuelle oplevelse faktisk fremstår mere virkelighedstro, når der slet ikke er nogen bevægelsessløring. Teknikken kan selvfølgelig ikke stå alene, og bliver godt hjulpet på vej af kompetent kameraarbejdet, der sørger for at servere os med æstetiske og forførende billedkompositioner.

De visuelle effekter er også ganske medrivende. ”De-aging effekten” er meget virkelighedsnær gennem det meste af filmen. Helt perfekt er det stadig ikke, men det er utrolig tæt på – lige med undtagelse af den allersidste scene, hvor det af uransagelige årsager ligner et computerspil.

Selvom animatorerne uden tvivl leverer et fornemt stykke arbejde, bliver de meget cgi-tunge sekvenser alligevel forringet en smule som følge af den høje billedfrekvens. Den unaturlige elasticitet og vægtløshed i de computeranimerede bevægelser, er pludselig meget iøjnefaldende, når der ikke er nogen sløring, til at skjule, hvor unaturligt det i virkeligheden er.

Kernen mangler
Hverken historien eller skuespillet, er dog tilnærmelsesvis så visionær, som den tekniske side af produktionen. Plottets dramatiske klangbund er baseret på det futuristiske twist, hvor man kan klone mennesker, hvilket som udgangspunktet i en spændingsfilm er svært at tage seriøst. Bedre bliver det heller ikke af, at tonen er så selvforherligende, at de narrative absurditeter kun bliver højnet.

Will Smiths ego overstråler også hele produktionen, hvis ikke plakaten, hvor hans navn er fremhævet hele to gange, gjorde det tydeligt fra starten. Smith rummer ej heller den dybde, der skal til for at kunne bære de mere eksistentielle spørgsmål, som et møde med sig selv, unægtelig stiller. Hele dramaet er baseret på denne konflikt, og det forfalder alt for hurtigt til actionsekvenser, som ikke har nogen narrativ tyngde.

Mary Elizabeth Winstead leverer modspillet som DIA-agenten Danny, og får lov til at sparke lidt røv midt i “Smith-showet”, men ender hurtigt som et kvindeligt islæt, der mest af alt er tilstede, så filmen ikke kommer til at lugte alt for meget af mandehørm. Clive Owen er også med, men mest af alt som en lettere endimensionel skurk.

Store ambitioner
Ang Lee forsøger med Gemini Man igen at lave noget innovativt med filmmediet, men ligesom med Life of Pi, forbliver denne innovation i den tekniske afdeling. Flot er det at se en film med flere billeder, end det menneskelige øje kan opfange, men historien og skuespillet holder hele produktionen tilbage.

Jeg ville ærligt talt ønske, at jeg holdt mere af Gemini Man, for så ville det være nemmere at bære over med de narrative svagheder. Det er bare ærgerligt, at hele filmen emmer af en enorm selvhøjtidelighed, der forhindrer den i at blive særlig mindeværdig, trods de tekniske ambitioner.

Konceptet med, at nogen har opfundet en måde at klone andre mennesker på, og kun bruger det til at klone Will Smiths lejemorder, er helt grundlæggende fjollet. Havde Ang Lee og resten af holdet haft det lidt sjovere med præmissen, kunne det være endt som en underholdende actionfilm a-la Face-Off, i stedet for at ende i grænselandet mellem et eksistentielt drama og mainstream blockbusteraction.