Eminent underholdning på bekostning af innovation
Mad Max franchisen fylder 45 år, og selvom det bliver fejret med den blot femte film i serien, har de alle udmærket sig ved at være unikke. Måske ikke fuldstændig nyskabende hver og en, men i hvert fald med selvstændige historier og ikke mindst særegne æstetiske udtryk. Hver films visuelle sprog har været særskilt fra det, der gik forud. De visuelle forskelle er så store, at det kan være svært at forene den første, næsten realistiske Mad Max film fra 1979 og den seneste oscarvindende succes fra 2015, Mad Max: Fury Road, der lignede noget fra en bilelskers våde dommedagsdrøm.
Men som noget helt nyt er Furiosa: A Mad Max Saga en prequel, der ikke bare trækker tråde til den forrige film, men fortæller forhistorien om karakteren af samme navn, vi alle mødte i 2015, den gang spillet af Charlize Theron. Nu er rollen blevet besat af det unge stjerneskud Anya Taylor-Joy, men ellers er lighederne mellem de to film overraskende slående.
Højoktan action i højsædet
For hvor serien tidligere gjorde en dyd ud af, at hver enkel film skulle kunne stå på egne ben, læner filmen sig denne gang meget tydeligt op af sin forløber.
Hvad end det er den høje shutter speed, det opskruet tempo i actionsekvenserne eller den enormt farverige ødemark i ørkenen, er man ikke et sekund i tvivl om, at det her er en Mad Max film. Så hvis det eneste man er interesseret i, er actionelementet, kan man roligt gå ind og se den, for man bliver fyrsteligt underholdt, uanset om man er til biljagter, eksplosioner eller skæve eksistenser, der sætter livet unødigt på spil.
Man skal dog ikke forvente meget af historien. Selvom filmen eksisterer under påskud af at fortælle publikum mere om Furiosa, er det sparsomt med ny information. På trods af, at vi bliver præsenteret for en decideret livshistorie, hvor vi følger Furiosa fra barn til voksen, er alle højdepunkterne allerede refereret i Mad Max: Fury Road. Nu bliver det bare visualiseret og udpenslet en smule mere.
Karakteriseringen i bagsædet
Fokus har helt klart været på actionsekvenserne, øjensynligt med den tanke, at hvis Mad Max: Fury Road var én god og lang biljagt, så er fem vel kun bedre. Det bliver bare på bekostning af Furiosa, som filmen ellers skulle karakterisere. For et er, at vi ikke bliver præsenteret for mange nye sider af hovedpersonen, men noget andet er, at man godt kan sætte spørgsmålstegn ved hendes begavelse, når hun begår den samme fejl igen og igen, af hensyn til plottet, der ellers ville være meget kort.
Havde det ikke været for Chris Hemsworth i rollen som den underholdende og entydige skurk Dementus, der på trods af sin manglende snilde, konstant sætter en kæp i hjulet på Furiosas drømme, var der ikke meget, som bandt kavalkaden af biljagter og ødelæggelser sammen.
Furiosa: A Mad Max Saga er en underholdende actionfilm, det kommer man ikke uden om. Har man bare en lille smule benzin i blodet, er det svært ikke at blive underholdt af det spektakel som man bliver præsenteret for. Anya Taylor-Joy gør en god figur som titelkarakteren, selvom der går overraskende længe, før hun dukker op, og Chris Hemsworth er glimrende som den ondskabsfulde Dementus. Meget mere end en habil actionfilm bør man dog ikke stile efter, for selvom instruktør George Miller stadig har blik for at fortælle gennem billeder, ville det være synd og sige, at den er lige så singulær som de forrige i franchisen.
