Norsk verdenslitteratur på revolver
Jeg har jo også drømme, så jeg ved, hvordan de kan være
Hvem er tossen? Den, der tænker anderledes, eller den, der peger fingre ad den, der tænker anderledes? Det virker til at være budskabet og omdrejningspunktet i opsætningen af Tarjei Vesaas´ roman Fuglene fra 1957.
Mattis bor sammen med sin søster Hege midt i skoven. Deres forældre er døde, og for at overleve strikker søsteren trøjer. Mattis bliver af alle betragtet som en tosse, der stiller spørgsmål, ingen kan svare på. Det er svært for ham at få arbejde, og det virker heller ikke til at interessere ham, at søsteren må ofre alt for hans skyld. Mattis ved ikke, at han gør noget forkert, det kan ikke være anderledes, og lykken virker til at være gjort den dag, et sneppetræk flyver ind over huset.
Fuglene handler på mange måder om at lede efter og udtrykke det, som ikke kan udtrykkes. Uvidende for alle og sig selv er Mattis nøglen, der kan åbne døren ind til det uudsigelige.
Det lyder som noget af en mundfuld og svært nok at udtrykke i en roman, men at lave en teateropsætning er virkelig et sats af de store.
Indrømmet, så var jeg, lige da jeg forlod teatret, meget imponeret over skuespilpræstationerne og scenografien, men jeg kunne ikke mærke, at jeg havde fået noget med mig andet end en håndfuld vidunderlige replikker og tanker. Men som timerne, og nu dagene, er gået, sidder Mattis fast i mig, og jeg ved allerede nu, at det bliver han ved med i lang tid fremover.
Hvis lynet slår ned, bliver det ondt
Fuglene er ikke teater for alle. Det er langsomt og hele tiden forankret i ord. Mange ord.
Men hvis det er muligt at overgive sig og falde ind i rytmen, så venter der her en oplevelse af de helt store, der går langt ud over en underholdende aften i teatret.
Alle medvirkende underspiller for at opretholde en realisme, der ikke er nogen grund til at teste. Signe Egholm Olsen får uden mange ord givet os en alt andet end udpenslet sørgmodighed.
Thomas Hwan bidrager med flere små roller, som alle bevidst ligger på grænsen til statisk, men bidrager til den nødvendige historiefremdrift.
Carla Malling Agger er elev på Den Danske Scenekunstskole i København med afgangsår her i 2025, og det må være svært for en elev at skulle undertrykke alt det, man gerne vil vise et publikum, at man kan. Det er instruktørens valg, men det lykkes stadig at gøre indtryk.
Valget af Ena Spottag Fog giver Mattis en balanceret dybde, og måske kommer der også en større empati fra publikum. Var rollen blevet spillet af en mand, er det sandsynligt, at Mattis var blevet enten kedelig i sin mangel på fysik eller faretruende ved det modsatte.
Hvorom alting er, så giver Ena Spottag Fog en selvsikker og ubesværet kraftpræstation.
Flade sten sætter man sig på
Kostumedesigner og scenograf Ida Grarup har især med scenografien skabt et kunstværk i sig selv.
Scenen er hævet en smule over gulvet, og her er der placeret et bevægeligt bakketerræn, der symboliserer de skiftende tider, naturen, Norge og de symbolske bjerge, vi som mennesker skal klatre op og ned ad. En firkantet lysstribe indrammer scenen og bruges som alt fra torden til vandoverflade. Det er simpelt, men magisk tænkt og gennemført.
Dramatiker Karen-Maria Bille og instruktør Amanda Linnea Ginman har lavet en forestilling, der indrammer en tid, tanker og følelser, der strækker sig fra 1957 og ud i evigheden.
Du skal se Fuglene, hvis du har tålmodighed og mod på at udforske de store spørgsmål i livet.
Fuglene spiller fra 9. januar til 8. februar 2025.
Varigheden er ca. 75. minutter. Uden pause.
Medvirkende: Signe Egholm Olsen, Thomas Hwan, Ena Spottag Fog og Carla Malling Agger. Instruktør: Amanda Linnea Ginman. Scenograf og kostumedesigner: Ida Grarup. Dramatiker: Karen-Maria Bille. Oversættere: Arild Batzer og Jannie Jensen. Koreografisk konsulent: Oliver Marcus Starpov. Instruktørassistent: Malou Keiding.
