En flot efterfølger, der aldrig bliver til mere

I Frost 2 vender vi igen tilbage til magiske Arendal, som de royale søstre Anna og Elsa reddede i den første film. Alt ånder fred og idyl i kongeriget, ikke bare for befolkningen, men også for Elsa, der har fået styr på sine evner, mens Anna langsomt er ved at finde sig selv, og stadig er i et forhold med Kristoffer.

Freden får dog en ende, da Elsa begynder at høre en stemme, der kalder på hende i det fjerne. Og inden vi ved at det, er trioen – selvfølgelig med følgeskab af rensdyret Svend og snemanden Olaf – afsted på et nyt og farefuldt eventyr i en fortryllet skov.

Den trygge toer
Ligesom så mange andre moderne Disney-sequels, er det mere af det samme, som gjorde den første populær. Der er masser af nye, festlige og meget følsomme ørehængere, alle karaktererne vender tilbage til eventyret, og animationen er i topklasse.

Håndværket fejler ingen ting. Man kan ikke sætte en finger på animatorernes fornemme arbejde, for der findes stadig ikke noget animationsstudie i verden, der kan levere så flotte karakterer og detaljeret verdener, som Disney. Alt lige fra fregnerne på ansigterne, til teksturerne i den magiske skov, er så fornemt tegnet, at man ikke kan andet, end at beundre deres arbejde. Med andre ord, er Disney stadig den ubestridte konge, eller dronning om man vil, af animation.

Koger suppe på etteren
Desværre falder historien, som så mange andre gange, næsten helt igennem. Alt for mange stridspunkter er taget direkte fra den første. Selv de dramatiske vendepunkter vækker lidt for stærke minder til fortiden. Fortællingen kommer heller aldrig rigtig dramaturgisk i gang, da der ikke er nogen klar antagonist, som kan samle alle trådene og skabe en naturlig fremdrift i begivenhederne.

Det ender derfor med at blive lidt for diffus en handling, til sit eget bedste. Der bliver ellers forsøgt at skabe en mere dyster stemning, ved at lade plottet udspille sig i den solskinsløse og tvetydige skov, med store kæmpe stenmonstre, der lurer i manegen, men det forbliver som baggrundstapet, og træder aldrig rigtig i karakter.

De danske skuespillere gør det dog godt, og formår også at have personlighed i sangene. Al dramaet er interpersonelt, og heldigvis er det underholdende at følge vores fem hovedpersoner, selvom det ikke altid står klart, hvorfor det skal tage halvanden time at løse nogle problemer, der kunne være klaret, hvis bare de talte med hinanden.

Frost 2 er en efterfølger, som så mange andre, Disney har produceret i de senere år. Den er ekstremt flot, animationen er i verdensklasse, og stemningen er hyggelig, med enkelte sørgmodige og triste øjeblikke, hvor de meget følsomme karakterer er i centrum. Man kan ikke sætte en finger på det tekniske håndværk, hvilket kun gøre det mere skuffende, at historien slet ikke efterlader en med noget stof til eftertanke. Fortællingen er ikke nær så stramt fortalt som den første, men er man meget stor fan af Elsa og co., vil man dog helt sikkert føle sig godt underholdt af dette gensyn.