En uhyggelig historie om 2. verdenskrigs efterspil, der dog mangler pondus

I efterkrigstidsfilmen Fritz Bauer – En fjende af staten følger vi den offentlige anklager i Frankfurt Fritz Bauer, og hans mangeårige jagt efter tyske højtrangerende nazifolk. Selvom regeringen og den tyske befolkning helst gerne vil glemme, hvilke grusomheder som foregik få år forinden, så kæmper Bauer indædt for at få skabt retfærdighed og vigtigst af alt – at få Tyskland til at se sin egen historie i øjnene, så demokrati atter kan sejre og udvikles i et land stadig mærket af krigen.

Men ikke alle er tilfredse med Bauers ihærdige arbejde, især ikke de nazifolk, som efter krigen er gået i dække under andre navne, og nu varetager højtstående stillinger inden for staten. Så Bauer må kæmpe alene kun allieret med Mossad og en yngre kollega.

Vedkommende historie, men sløvt tempo.
Selvom filmen er baseret på virkelige hændelser, og derfor har en historie som allerede er på plads og interessant nok i sig selv, så formår filmen simpelthen desværre ikke at blive rigtig spændende. Tværtimod kører den i det samme lidt langsomme og sløve tempo hele vejen igennem undtagen helt til sidst, hvor den bliver en smule intens, dog ikke grundet historien.

Til gengæld er filmen godt lavet. Billedet kompositionerne er fornemme og elegant, skuespillerne spiller godt over hele linjen, og så får man massere af indsigt i et Tyskland efter 2. Verdenskrig. For filmen viser hvordan ondskab udspiller sig hos helt almindelige mennesker, og fortæller en bid af Tysklands historie, som næsten er lige så pinefuld som selve 2. Verdenskrig.

Jeg kan dog ikke helt undgå at bide mærke i, at det bliver fuldstændig ignoreret, hvordan Israel og dets beboer efter krigen har indtaget og smadret Palæstina – og dets indbyggere. En lille detalje som faktisk gik mig på hele filmen igennem.

Udover det er det en fin, men ikke desto mindre kedelig film. Den fangede mig i hvert fald ikke til trods det gode skuespil.

Derfor får Fritz Bauer – En fjende af staten af mig tre stjerner.