En flot film, der efterlader en med masser af spørgsmål
Alice er en 30-årig escortpige som lever et luksuriøst men rutinepræget liv. Om aftenen og natten er der kunder at besøge, og om dagen skal hendes smukke ydre vedligeholdes. Alice synes kun at have et godt forhold til sin chauffør Michel, som kører hende fra kunde til kunde. Men Alices hverdag vendes fuldstændigt på hovedet, da hun opsøges af en bekendt fra fortiden.
Fortiden foran os er efter min mening en virkelig smuk og dejlig film, om end den også er sørgelig. For mig gav filmen virkelig god mening; på den ene side en fortælling om ensomhed, og på den anden en fortælling om at være mor – eller netop ikke at kunne være det. Og det synes jeg hang smukt sammen. Samtidig var det også forløsende at filmen ikke havde et utal af lange sexscener for at illustrere Alices liv som escortpige. Det er bare ikke en interessant del af filmens historie, og det er prisværdigt ikke at inkludere det alligevel, blot for at være blikfang. I stedet handlede den faktisk meget mere om de psykiske og sociale aspekter der ligger i det at blive mor, og hvordan det ikke for alle ender som en dans på roser.
Hvorfor Alice skal være en escortpige kan måske undre mig lidt, da det i sig selv kunne være interessant, at skildre en mor som ikke kan være mor uden, at hun så oveni hatten er escortpige.
Selvom jeg har lyst til at rose Fortiden foran os til skyerne, synes jeg faktisk, at der blandes for mange tråde ind i historien, hvilket svækker fokus en lille smule og gør den unødvendigt lang. I stedet ville det have givet mening, at gå dybere ind i karakteren Alice og forsøge at forstå hende igennem hende selv. Hvad er det der brister, når en mor ikke kan eller vil være mor? Hvorfor får nogen det sådan? Hvorfor har Alice valgt livet som escortpige? Det er den slags spørgsmål, som jeg måske godt kunne mangle svar på. Men så igen måske har jeg bare misset den tråd?
I alle tilfælde vil jeg gerne give Fortiden foran os 4 stjerner. Jeg synes, det er en rigtig flot film, som jeg faktisk gerne vil se igen for måske at kunne trække nogle flere tråde ud.
- Release Date: 8/10/2017