I Viaplays spritnye drama serie, Forhøret, følger vi politibetjenten Bjørn (Ulrich Thomsen). Men da han møder ind på arbejdet, til en rutinemæssig undersøgelse af en afdød person hos retsmedicineren, får han sig noget af et chok. Det er nemlig hans datter Christina. Retsmedicineren siger entydigt, at det er et selvmord, men det nægter Bjørn at tro på, hvorfor han begynder sin egen efterforskning, i et desperat forsøg på at bevise, at hans datter ikke har taget sit eget liv.
På den måde vækker serien minder om Criminal på Netflix, hvor man dog i dette tilfælde følger politibetjenten Bjørn, der afhører en eller flere personer i hvert afsnit, hvorefter den overordnede historie, langsomt bliver gravet op til overfladen. For det viser sig hurtigt, at Bjørn måske slet ikke kendte sin egen datter, og efterhånden som vi og Bjørn lærer mere om Christina, er det ikke bare de afhørte, som bliver afklædt, men også afhøreren, som vi langsomt kommer ind på livet af.
© Henrik Ohsten
Stilren som de færrest kan gøre det
Det første man lægger mærke til ved serien er, at den er vel nok en af de mest gennemførte serie, på et teknisk plan. Serien besidder en klar visuel stil, med sit kolde Noir-lignende udseende, og den ildevarslende titelsekvens – der er en lille smule forskel fra afsnit til afsnit. Soundtracket hviler hele tiden i baggrund, der uden at tage styren. Ingen af de audiovisuelle elementer er overgjorte, så de ender med at ligne en musikvideo, men de er så målrettet sammensat, at man ikke kan undgå at blive opslugt af dette dystre univers.
For et er det tekniske filmhåndværk. Noget helt andet er den fantastiske ensemble som Christoffer Boe og co. har mønstret. Navne som Ulrich Thomsen, Nikolaj Lie Kaas, Trine Dyrholm, Lars Mikkelsen og David Dencik, er så stor og talentfulde skuespillere, at de vel sagtens kunne spille hovedrollen i enhver anden serie. Her, spiller de dog biroller, og højner det allerede gode materiale, så publikum ligesom Bjørn, ikke kan lade være med at spekulere på, hvad de ikke fortæller os. Blandt disse stjerner er det også værd at fremhæve Ulrich Thomsen, der med sit afmålte og indebrændte blik, på alle måder formår at bære en karakter, der ligesom de afhørte, rummer langt mere, end man lige skulle tro.
© Henrik Ohsten
Endelig et godt dansk manuskript
Noget af det sværeste at skrive er ikke en god struktur, et voldsomt drama eller for den sags skyld flerdimensionelle karakterer, men derimod noget så trivielt og hverdagsagtigt som dialog. Det er helt generelt et problem i filmmediet, at samtalen mellem to karakterer sjældent lyder naturligt, og værst er det på dansk, hvor selv en person uden nogen interesse for film, et naturligt kan spore sig ind på, om sproget lyder troværdigt eller ej, fordi vi selv bruger det hele tiden. Alligevel har jeg svært ved at komme på særligt mange danske film og serier, hvor dialogen er godt skrevet, og mindst lige så vigtigt, leveret med en autentisk diktion. Derfor er jeg så overvældet og betaget af Forhøret, fordi ikke nok med at den er stilsikker og har gode skuespiller, så er den sindssyg godt skrevet.
En serie som denne står og falder på sin dialog, og som Jakob Weis allerede viste det i Den tid på året, er han mesterlig til at skabe karakterspecifikke og naturlige stemmer, lige fra første færd. Det gør, at selvom serien næsten udelukkende består af verbale dueller, mellem hovedsageligt to person ad gangen, bliver man alligevel draget ind i deres samtaler, som var den vild og blodig slåskamp. Følelsen er den samme, når Bjørn interviewer sin tidligere makker Rylander, som når man ser Jason Bourne løbe henover Marokkos tage med politiet lige i hælene.
Det mesterlige ved manuskript er dog også, at alle karaktererne får lov til at være interessante, på en underspillet vis, hvor man sidder tilbage og hungrer efter at vide mere om deres liv. Normalt er det kun hovedkarakteren, der får lov til at udfolde sig i en krimiserie som denne, men her ville hver eneste birolle, kunne bære en serie for sig selv.
© Henrik Ohsten
Jeg tør godt skrive, sort på hvidt, at det uden sammenligning er den bedste serie Viaplay nogensinde har produceret. Det er ikke til at huske, hvornår jeg sidst har binge-watchet noget som helst, og jeg tror aldrig, at det har været en dansk serie, før nu med Forhøret. Serien rummer hele pakken. Den har sin egen idiosynkratiske stil, som der holdes fast i, i alles otte afsnit. Musikken underbygger det fantastiske manuskript, hvor både dialog, historie og karakterer står kniv skarpt – også selvom vi kun er i selskab med de fleste af dem i mindre end 20 minutter. For slet ikke at tale om skuespillerne, der også virkelig får plads til at stråle og vise, hvor hel igennem fremragende skuespillere vi faktisk har i Danmark, når projektet understøtter deres talent.
Christoffer Boe og Jakob Weis kan på alle måder være stolte af deres serie. Og selvom historien ender et fyldestgørende sted efter de otte afsnit, ville jeg slet ikke have noget imod at drage ned i dette fuldstændig opslugende og dystre univers en gang til i fremtiden.
Forhøret kan ses på Viaplay fra d. 15. november.
