Juliette Binoche er en gave til filmmediet

Forført handler om en middelaldrende kvinde, Claire (Juliette Binoche), der bliver kasseret af sin halvt så unge elsker, og som opretter en falsk facebook-profil, for at stalke ham, men ender i stedet med at starte en romance med hendes ekskærestes assistent. Det lyder næsten som en dårlig joke, men det er det på ingen måde. For selvom konceptet lyder trivielt, og endda en lille smule patetisk, er eksekveringen milevidt fra de mest åbenlyse klichéer.

Det er en rigtig ”fransk” film, på både godt og ondt. For der en enorm refleksion i manuskriptet, som gør, at scener, der er blivet vist på film et utal af gange før alligevel fremstår som om, at der bliver bidraget med noget nyt til filmmediet. Samtidig er det også så metarefleksivt, at filmskaberne ikke kan unde sig for at udskyde slutningen, måske, lige én gang for meget.

Juliette Binoche er stadig en, i mangel på bedre ord, fænomenal skuespiller og en vaskeægte filmstjerne. Jeg tror aldrig, at jeg bliver træt af at se hende på skærmen, for der er noget unikt betagende over hendes tilstedeværelse, og hendes levering af selv den mest gendrivende replik er imponerende.

For intellektuelt til sit eget bedste
Når alt kommer til alt, er fundamentet i Forført en klassisk ’liar revealed’, hvilket bare betyder, at vi ved, hvor plottet unægtelig vil ende henne, men denne fortællestruktur bliver vendt og drejet så mange gange, at man i hvert fald aldrig kan klandre filmen for at være konventionel og fantasiløs. Der er gode budskaber i filmen om, hvordan vi ser hinanden i forhold til vores omgivelser og, hvordan de fleste af os i dag, fokuserer for meget på de uvigtige dele af livet.

Dette bliver eksempelvis demonstreret meget elegant ved, at Claire gennem hele film fuldstændig ignorerer sine to sønner, til trods for, at den ældste stadig kun er teenager, og de gerne vil tilbringe tid sammen med hende. Moralen bliver ikke skåret ud i pap, og Claire bliver ikke udskammet, men man får som seer lov til at lægge to-og-to sammen, og fortolke, hvad der er gået galt i deres forhold og hvad den egentlige morale er.

En stor cinematisk oplevelse bliver det dog aldrig, for det ender med, at der en krølle for meget, og lidt for meget intellektualisering til, at havde det ikke været for Binoche, tror jeg ikke, at jeg ville have været følelsesmæssigt engageret. Men man kommer heller ikke uden om, at det er en film med Juliette Binoche, som på alle måder er fantastisk, og kombineret med de tankevækkende spørgsmål som filmen efterlod mig med, kan jeg sagtens anbefale den.