Ulaa Salim fortsætter med at udvikle sit talent
Det er virkelig beundringsværdigt, hvor ambitiøs en filmskaber Ulaa Salim er. Den ukuelige stilsikre tilgang til filmmediet, som han fremviste med den uhyggelige Danmarks sønner, er helt klart til at spore i den lige så fremadstræbende, men også helt anderledes For evigt. En blanding mellem et kærlighedsdrama og science-fiction, med klimaforandringerne i baggrunden. Det bliver næsten ikke mere udansk, på den gode måde.
I filmen lægger vi ud med at møde de to hovedkarakterer Elias og Anita som et helt nyforelsket par. Kærligheden er til at se og føle, men deres forskellighed gør også, at den ikke varer ved. 15 år senere møder vi dem igen. Elias er blevet en internationalt anerkendt videnskabsmand, der forsøger at redder jorden, mens Anita lever en tilsyneladende mere afdæmpet tilværelse som musikunderviser og deltidssanger. De kunne ikke have levet mere forskellige liv, men da Elias tager på en ekspedition, begynder han pludselig at reflektere over det liv, som han kunne have haft med Anita, og det er langt fra den eneste overraskelse, der dukker op undervejs, da deres liv bliver forbundet igen.
Ærgerrig, men også ufokuseret filmskabelse
Det er tydeligt for enhver, at det her ikke bare er et almindeligt dansk socialrealistisk drama. Science-fiction rimer ikke ligefrem på Badehotellet, så igen fortjener Ulaa Salim ros for at kaste sig ud i et projekt, som de fleste i Danmark slet ikke tør røre ved, fordi det meget hurtigt kan blive for dyrt i forhold til de danske filmbudgetter. Der bliver der selvfølgelig skåret hjørner her, men på en begavet måde, så det ikke hæmmer historiefortællingen. Det kommer bl.a. til udtryk i form af en meget klar treaktsstruktur, hvor der kun er plads til højdepunkterne i karakterernes forhold, ligesom det også er sparsomt med de helt store special effects-sekvenser.
Lettere ironisk er det dog, når det viser sig, at det interpersonelle drama er filmens største styrke. Man føler virkelig for Elias og Anitas forhold. Særligt Anna Søgaard Frandsen og Viktor Hjelmsø som de yngre udgaver, har en mærkbar kemi, hvor den tryllebindende følelse af forelske nærmest slår gnister i deres scener. Man ville næste ønske, at hele filmen bare fulgte dem, men sådan er det ikke endt.
I stedet mister filmen momentum, efterhånden som tiden går, og de mange elementer skal forsøge at gå op i en højere enhed. En del af den utilfredsstillende oplevelse skyldes nok, at Simon Sears og Nanna Øland Fabricius, slet ikke har samme kemi som deres yngre modparter, men også at den store historie om klimaforandringer, ender mere som en lightudgave af Interstellar, end som sit eget epos. Så det er svært ikke at være lidt skuffende, når det hele ellers startede så godt.
For evigt er en ambitiøs, men også lidt grovkornet biografoplevelse. Det interpersonelle drama er relaterbart og let at leve sig ind i, og til at starte med, er man også fanget af plottet om den mystiske Sprække, der truer livet på Jorden. Desværre ender begge historie med at levere et par noget skuffende konklusioner, så selvom rejsen er både beundringsværdig og engagerende langt hen ad vejen, er det svært at være helt begejstret i sidste ende.
