Jesper Christensen overgår endnu en gang sig selv

I Før frosten tager instruktør Michael Noer os med tilbage til 1800-tallet, hvor vi følger bonden Jens (Jesper Christensen). Jens er en meget stolt mand, der bryster sig af sin evne til at klare sig på egen hånd. Denne stolthed bliver dog for alvor sat på prøve, da høsten slår fejl. Med udsigt til at familien må sulte sig gennem den kolde vinter, sætter Jens sig for at lave en aftale med den lokale storbonde, men den aftale kommer dog til at få vidtrækkende konsekvenser på meget mere, end blot deres sultne maver.

Fornemt filmhåndværk
Historien er en fornem personlig rammefortælling, der meget subtilt drager paralleller mellem det interpersonelle drama og samfundet, der tærer på de svageste. Den rummer en nærmest Shakespearsk sørgmodighed, der også peger ildevarslende imod konsekvenserne ad det polariserede samfund, der bliver grundlagt her og er fortsat frem til i dag.

Kameraarbejdet er for det meste håndholdt, men også anonymt og giver følelsen af, at vandre rundt i mudderet sammen med bønderne. På samme måde er musikken også meget velvalgt, og de få gange, der bliver spillet klassisk musik, er det ikke distraherende, men med til at underbygge historien. Alt dette er med til at skabe en barsk stemning, men samtidig også gøre det dragende både auditivt og visuelt.

Skuespillet er i top
Jesper Christensen viser nok en gang, hvorfor han bør anses som værende en af de bedste skuespillere i verden. Alt i hans præstation er autentisk og troværdigt. Det er lige fra de små subtile ansigtstræk, hans gennemborende blik, ja selv hvert eneste af hans åndedrag rummer en aura af sandhed, der gør det til en fornøjelse at se ham på lærred. Denne gennemgående sandfærdighed i hans spil er også en nødvendighed for at skabe sympati hos en faderskikkelse, der med et perspektiv fra det 21. århundrede ikke ligefrem er den bedste patriark i verden. Jeg kan ikke understrege nok, at Jesper Christensens præstation er noget helt særligt, og egenhændigt er nok grund til at tage ind og se filmen, også selvom man måske ikke umiddelbart har lyst til at se et periodedrama.

Clara Rosager er også noget af et fund som Jens’ datter Signe. Hun var rigtig god i både En-to-tre-nu! og Journal 64, men her folder hun sig for alvor ud og viser sit talent. Selvom hun kommer fra en modelbaggrund, så er der ikke meget duckface eller glamour over hendes tilstedeværelse, og hun besidder også noget af den samme sjælfuldhed som er kendetegnende for Christensen. Så det bliver også meget spændende at se, hvordan hun kommer til at udfolde sig i fremtidige roller.

Det eneste negative ved filmen er dog, at når langt de fleste karakteriseringer er så tredimensionale, så springer det virkelig i øjnene, når Ghita Nørby pludselig dukker op som en dansk Lady Macbeth og åbenlyst trækker i trådene. Det er meget underholdende at se den modne Ghita folde sig ud og være ondskabsfuld, men hendes karakter passer ikke rigtig ind, i det ellers meget jordnære og realistiske drama.

Før frosten tør jeg godt allerede vove og påstå, kommer til at være en af årets allerbedste dansk, for slet ikke at tale om film helt overordnet. Historien er meget personligt og elegant fortalt, skuespillet er helt i top, med et fremragende ensemble, og Jesper Christensen sætter endnu en gang virkelig tyk streg under, at han er Danmarks mest naturlige skuespiller. Det er hårdt at sidde igennem filmen, men det er også samtidig en helt igennem fantastisk filmoplevelse.