Et deprimerende flop

I gyser/thrilleren Flatliners følger vi fem medicinstuderende. De har ikke meget til fælles, men de begynder alle at eksperimentere med nærdødsoplevelser, hvor de af egen vilje stopper deres hjerte, for derefter at blive genoplivet. I starten er det en berusende oplevelse, der ikke bare gør det muligt for dem at dokumentere, hvad der sker med kroppen, når vi dør, men efter de er blevet genoplivet er det som om deres hjerner er blevet mere fokuseret og skarpe. Der er dog selvfølgelig en bagside ved det hele, for det er ikke helt så let at slippe væk fra døden, som man måske skulle tro.

En stor produktion
Hvis vi starter med det positive, så er det en flot film. Man kan se, at der er blevet brugt penge på kulisserne, de computergenerede effekter er gnidningsløst eksekveret og de drømmelignende dødssekvenser er visuelt tillokkende. Desværre for filmen, og publikum, er der ikke mere, hvad angår det positive.

Når det kommer til filmens mange fodfejl, så er det egentlige spørgsmål, hvor skal man starte henne?

Sidder mellem to stole
Hvis vi lægger ud med historien, er det et plot uden nogen indre logik. Efter en kort introduktion til vores fem hovedkarakterer, der udelukkende består af lægefaglige udtryk, så bliver vi kastet ud i et spændings/gyserplot. Man kan selvfølgelig ikke klandre en film for, at den gerne vil hurtigt i gang med historien, men menneskeligheden bliver fuldstændig tabt i det forhastet tempo her. Vi ser aldrig nogensinde disse lægestuderende være sympatiske over for folk omkring dem. Faktisk er de underligt distanceret fra deres omgivelser, som om andre mennesker er ligegyldige. Deres egoisme gør det, derfor meget svært at føle noget få dem, når de går igennem en række meget tamme gysersekvenser.

Replikkerne er tåkrummende pinlige. De her voksne mennesker er ualmindelige ubegavede og deres beslutninger giver ingen mening. Alt dette kulminerer i en slutningen, der er så pludselig, fordi vi ikke kender de her personer, at det nok vil være svært at finde nogen i publikum som stadig er engageret. Den eneste afdeling, som gør deres arbejde fortrinligt er makeup-artisterne, der har sørget for kvindernes altid smukke hår, selv når de er ved at dø.

Hvis så bare gysene var uhyggelige, men heller ikke her tror man på disse sekvenser. Ligesom med historien, så benytter filmen sig kun af temmelig trivielle ”jump-scares”, hvor noget hopper ind i billedet og siger bøh. Man aflurer meget hurtigt filmens tricks, og så er det bare at sidde tilbage og være uengageret.

Opslugt af maskinen
Jeg finder på ingen måde nogen glæde i at skrive det, særligt når filmen har en dansk instruktør bag kameraet, men filmen hænger bare ikke sammen. Det er som om filmen bliver offer for, at sidder mellem to forskellige stole, så hverken thrillerdelen eller gyseren er velfungerende. Historien er forbavsende ulogisk, til en sådan grad, at den aldrig er spændende, ligesom gysene heller aldrig får plads til at skabe en pirrende stemning. På den måde er der ikke rigtig noget til nogen.

For midt vedkommende var Flatliners dog mere end noget andet en deprimerende oplevelse, for der er ikke noget mere sørgeligt end at se en filmskaber som Niels Arden Oplev blive slugt af Hollywoodmaskinen, så der slet ikke er nogen menneskelighed tilbage på lærred.