Landbruget møder moderniteten

I Ferskelunden i Catalonien tager den prisvindende instruktør Carla Simón os med til Alcarrás i Catalonien. Her møder vi en familie af landmænd, der i generationer har levet af at plukke ferskner. Sommeren plejer også at være den bedste tid på året, fordi så samles hele familien til den årlige plukning, men denne sommer hænger der dog en sky over den ellers så harmoniske tilværelse. Landejeren har nemlig fået helt nye planer for området, hvor de gamle ferskentræer nu skal vige pladsen for kæmpe solcellepaneler. For at gøre tingene værre, har familien aldrig underskrevet skødet, da jorden er gået mundtligt i arv, fra generation til generation.

De glemte mennesker
Det er et portræt af de mennesker, som ikke længere passer ind i en moderne verden. Den symbolske forskel mellem det klassiske landbrugserhverv, hvor man kæmper for retten til at tjene mere end et par cent per palle ferskner, og de nye idealer om bæredygtig energiforsyning, repræsenteret ved de kæmpe solceller, er ikke til at overse.

Udover tematikken, er familiedramaet også helt nede på jorden. Du har den unge og rebelske teenagesøn, der gerne vil overtage erhvervet fra faren, men som får at vide, at det må han ikke, og derfor ender i ren vildrede. Der er patriarken, som ikke bare kæmper med eksistensgrundlaget for et landbrug, som bliver presse fra alle sider, men også med at holde på en familie, der vil blive splittet fuldstændig, hvis ikke de har ferskenlunden som samlingspunkt.

Helt grundlæggende er Ferskelunden i Catalonien en meget fornem lille film om de glemte mennesker. Men selvom det er en film, der handler om konflikten mellem det moderne og traditionerne, er det kun de smukke landsskabsbilleder, der formår at maskere, hvor konventionel en fortælling, det egentlig er. Intet nyt bliver portrætteret, men et fornemt portræt er det ikke desto mindre.