Flotte skuespilpræstationer i Denzel Washington’s kammerspil
Det er faktisk helt befriende at se en såkaldt ”afroamerikansk” film, der ikke handler om slaveoprør og sortes rettigheder i USA. Ikke at det er uinteressant, men vi har efterhånden set mange versioner af den kamp i bl.a. 12 Years a Slave, Hidden Figures og Birth of a Nation.
I Denzel Washington’s Fences er racespørgsmålet holdt på et mere personligt niveau, afspejlet i familielivets lille drama. Filmen er baseret på skuespillet af samme navn, skrevet af August Wilson i 1985, og kammerspilsstilen er overført direkte til lærredet. Det betyder, at stort set hele filmen foregår i baghaven bag et ganske almindeligt lavere middelklasse-hjem i et arbejderkvarter i 1950’ernes Pittsburgh.
Karakterer vi kan mærke
Washington spiller selv hovedrollen Troy, der er familiefar, skraldemand og lidt for glad for gin. Uden for hjemmet er han kuet, men kæmper sin egen lille racekamp og bliver den første sorte på arbejdspladsen, der bliver opgraderet til chauffør. Hjemme er det ham, der har magten og den udøves over for begge hans sønner, der ifølge ham skal udvise større respekt for hårdt arbejde. Der er derfor store spændinger i luften, når snakken falder på den ældste søns musikkarriere eller den yngstes fodboldtræning. Troy, der selv havde en barsk far og har klaret sig selv siden han var 14, er tidligere kriminel og er nu ’ude på den anden siden’, efter mødet min sin elskede Rose. Hun spilles af Viola Davis, der tryllebinder med sin åbenhjertige mimik og medrivende skuespil.
Men selv om Troy har gjort det til sin mærkesag at være familiens forbillede, der arbejder hårdt for at forsørge dem alle tre og videreføre den gode moral om familiens kerneværdier til sønnerne går det galt. Uden at spoile for meget, kan jeg godt afsløre, at det er ham selv, der er skylden til at familien efterhånden falder fra hinanden.
Kammerspil for alle pengene
Ideen om kammerspillet er virkelig god, når familiedramaet skal have plads, men samtidig svær at leve op til med en 139 minutter lang film. Washington lykkes næsten med det ved brug af knivskarpe dialogscener og eminente skuespilpræstationer, men ikke helt. Den er simpelthen lidt for lang, når skeletterne først rigtig kommer ud af skabet efter de første 100 minutter. Her virker det simpelthen for direkte adapteret fra teaterversionen, hvilket bliver lidt kedeligt på filmlærredet. Samtidig har man lyst til at lære karaktererne at kende i andre sociale kontekster; arbejdspladsen, fodboldbanen og blandt vennerne, så selvom hver karakter virkelig får tid og plads til at folde sig ud, kender vi stadig kun en side af dem.
Fences står, på trods af sin lidt for langtrukne konfliktoptrapning, som et stærkt karakterdrevet drama med fantastiske skuespillere i alle roller, og dynamikken mellem Washington og Davis slår gnister helt ud i biografens sæderækker. Her formår Washington som instruktør at trække på sin erfaring som skuespiller og har det som sit fokus i fortællingen, så det lykkes han til fulde med. Filmen fungerer som et ærligt og helstøbt øjebliksbillede af arbejderfamilien i USA anno 1950, hvor livets små og store følelser foldes ud.
