Den helt rigtige blanding mellem overdreven action og grinagtige oneliners

Så er vi ved det igen. Den sejlivede filmserie om en gruppe streetracerkører, der ender som en pang dang til Ocean’s Eleven med en helt masse brug af ordet familie, er tilbage i deres ottende film, fuld af eksplosioner, biljagter, pumpede mænd, lækre damer, og masser af rejsen rundt på jorden – og der er intet, som tyder på, at det er sidste gang, vi kommer til at se Vin Diesel og co. på skærmen.

I denne ombæring bliver Dominic Torettos (Vin Diesel) familieværdier for alvor sat på prøve, da superhackeren, og deltids Bond-skurken, Cipher, spillet af den ualmindeligt veloplagte Charlize Theron, dukker op og tvinger ham til at forlade sin familie og arbejde for hende. Det er nok den mest dramatiske krølle på seriens historie, for Toretto har været stort set usårlig gennem de forrige film, så det ser sort ud for resten af slænget, da de pludseligt er oppe imod ham.

Dette er et stort drama for karaktererne, men heldigvis for publikum ender det med at fjerne fokus fra Diesel, da plottet tvinger Hobbs (Dwayne Johnson) til at arbejde sammen med skurken fra den forrige film Deckard, spillet af Jason Statham.

En tonedøv serie
For hvis der er en ting, som kendetegner serien i dag, så er det, at den er noget så tonedøve. Den vil både have scener, som den hvor Cipher hacker flere tusind biler i New York og skaber en flodbølge af biler i storbyen, men efterfølgende skifte gear og sætte karaktererne til, af uransagelige årsager, at snakke om at få børn i næste scene, som om de ikke lever et farligt liv. Der et mærkeligt sammensurium af sæbeopera og over-the-top action, og selvom det nok ikke er bevidst, så fungerer det faktisk overraskende godt denne gang.

Som sagt, så spiller Vin Diesel en mindre rolle i denne film, hvilket giver plads til flere af hans langt mere talentfulde medspillere, der gør det til en både sjov og underholdende oplevelse. Makkerparret mellem Dwayne Johnson og Jason Statham og deres oneliners er så gennemførte, at man til tider ville ønske filmen havde dem i centrum. Kurt Russell dukker også op og affyrer punchlines til jokes, der ikke er sat op, og Charlize Theron nyder virkelig at være så gennemført ond, at det er en fryd at følge hendes nederdrægtige planer om verdensherredømmet udfolde sig, alt imens hun holder enetaler, der måske ikke rigtig hænger logisk sammen. De andre skuespillere er mere tilforladelige, men der er ingen af dem, der er virkelig irriterende, og de er alle med til at skabe en helstøbt forsamling af forskellige personligheder.

Actionsekvenserne er stadigvæk fuldstændig overdrevne, som da de til slut kører på jordens længste tilfrosne sø, imens de bliver jagtet af en ubåd med atomvåben. Det hænger på ingen måde sammen, men sjovt og underholdende er det.

Fast and Furious 8 er måske ikke et filmisk mesterværk, men man får i hvert fald smæk for skillingen. Den har nonstop actionsekvenser, gode actionstjerner og Charlize Theron som en fantastisk skurk. Historie er der ikke meget af, men den formår at ramme den helt rigtige balance mellem at være overseriøs og fjollet, hvilket gør den underholdende for alle – uanset om man ender med at grine højlydt undervejs, eller bliver medrevet af actionsekvenserne.