En tidløs fortælling
Ligesom det var tilfældet i sidste uge med Mean Girls, der fik musicalbehandlingen, er turen nu kommet til livsfortællingen Farven lilla. Bogen af samme navn blev første gang filmatiseret i 1985, og særligt Whoopi Goldberg og Oprah Winfrey høstede store roser og hæder for deres præstationer. I 2024 er historien måske den samme, men ensemblet ser helt anderledes ud, og ikke mindst genren er en helt anden. Der er nemlig tale om en ægte Broadway-musical, med ørehængende numre og et hav af dansere i de drømmelignende sekvenser.
I filmen får vi historien om Celie. En sort kvinde, der lever i sydstaterne i begyndelsen af 1900-tallet. Celies første mange år er præget af afmagt, som offer for vold, misbrug og undertrykkelse fra mændene i hendes liv og ikke mindst det racistiske samfund, hun befinder sig i. Men efterhånden som man følger hende hen over årene, opdager vi sammen med Celie, gennem mødet med andre kvinder, at hun besidder en indre styrke og mod, der skaber et håb for fremtiden, som tidligere var helt utænkeligt.
Et rørende liv med malplacerede sange
Det er en imponerende og medrivende fortælling. Celies liv rummer så mange dilemmaer og tankevækkende konflikter, at selvom hendes liv udspiller sig næsten 100 år tilbage i tiden, er der stadig masser at forholde sig til hos nutidens publikum.
Man savner heller ikke nogen fra det originale ensemble, hvor særligt Fantasia Barrino som Celie og Danielle Brooks som Sofia gør usvigeligt indtryk. Følelsen af tidens tand, der langsomt, men sikkert er med til at tegne et rigtigt liv, er noget som de fleste film i dag ikke er forundt.
Det største fejltrin eller bedrift, afhængig af øjnene, der beskuer, er derfor musicalformatet. Noget er unægtelig gået tabt i oversættelsen til film. Man kan mærke en ærbødighed hos filmskaberne for Broadway-musicalen, der måske har været medvirkende til, at filmen er lidt for tro mod teaterstykket, og aldrig rigtig får udnyttet filmmediet styrker.
De mange sange er måske fængende og flot koreograferet, men også alt for up-beat sammenlignede med de meget socialrealistiske scener, der binder numrene sammen. Man får nærmest piskesmæld, når man går direkte fra en dramatisk og sørgmodig scene, til en positiv sang med et hav af dansere, og det fortsætter fra start til slut. Det er selvfølgelig en del af genren, men når man ikke har samme distance, som det er tilfældet på de skrå brædder, bliver kontrasterne kun tydeliggjort.
Farven lilla er stadig værd at se, også hvis man ikke er så meget til film-musicals. Historien er barsk, men engagerende og relevant, og ensemblet er fantastisk både som skuespillere og sangere. Temaer om frigørelse, overlevelse og meningen med livet, er altid værd at blive konfronteret med, så hvis man er villig til at se bort fra nogle malplaceret sange – eller måske endda kan lide dem – så er der stadig masser af gode grunde til at følge Celies liv endnu en gang.
